Log på Forside
 
Kig på gamle frugttræer og få inspiartion
Villy Mougaards private pomet ved Viborg får støtte til bevaring af plantegenetiske ressourcer.
Flaskeæble fra Blomstergaardens pomet.

På Blomstergården mellem Viborg og Rødding har Villy Mougaard opbygget sin egen frugttræssamling, Blomstergaardens Pomet. Det er sket i samarbejde med pometmester Claus G. Larsen fra Landbohøjskolens Pomet. Hidtil har publikum ikke haft adgang til samlingen, der består af cirka 170 sorter af æbler, pærer, blommer og kirsebær.

Men det skal der laves om på med et nyt projekt.

Villy Mougaards frugttræssamling er nemlig blandt de 14 projekter, der har fået midler til bevaring af plantegenetiske ressourcer fra Direktoratet for FødevareErhverv.

Mens træerne på Landbohøjskolens Pomet passes optimalt med sprøjtning og gødning, så skal træerne i Blomstergårdens Pomet passes efter økologiske principper og ikke sprøjtes. Det er en del af projektet at få belyst, hvordan de gamle sorter klarer sig under disse forhold, som minder mere om de betingelser, de dyrkes under i vore haver.

Det er meningen, der skal sås hvidkløver under træerne og græs imellem rækkerne, så publikum kan gå rundt og studere de mange sorter af gammel dansk frugt.

Hvidkløveren under træerne skal være med til at trække luftens kvælstof ned i jorden, så den bliver tilgængelig for frugttræerne. Gødning af træerne bliver med komposteret naturgødning.

Fra sommeren 2007 vil den nuværende samling i Blomstergaardens Pomet blive forsynet med skilte, der fortæller om træets navn, dets oprindelse, modningstid og anvendelse med mere.

Alle træer er podet på vildstamme,og det er meningen,at de cirka nye sorter, der føjes til Blomstergaardens samling, også skal podes på vildstamme.

De nye sorter udvælges i samarbejde med lektor Torben Toldam Andersen og pometmester Claus G. Larsen fra Landbohøjskolens Pomet.

Lokal efterlysning

En del af projektet er også at få indsamlet eventuelle frugtsorter i lokalområdet, som ellers vil gå tabt.

"Fra forskellige bøger om frugt ved vi, at der er beskrevet et Himmelstrup æble og flere fra Ørregård ved Fiskbæk, som ikke findes på Landbohøjskolens Pomet. Dertil kommer, at der kan være interessante frøplanter rundt i forskellige haver. Alle, der har kendskab til sådanne gamle sorter, kan henvende sig til Blomstergården og få at vide, hvad de skal gøre," opfordrer Villy Mougaard.

Paradissamling

I sidste øjeblik blev der også givet midler til at undersøge en samling af paradisæbler i Sæby, som står overfor at ende som boligområde. Her skal det undersøges, om der er sorter, som ikke i forvejen findes i Blomstergaardens samling, der i dag betegnes som den største offentlige samling af paradisæbler i Danmark.

Foga

Villy Mougaard i sit Pomet.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: