Log på Forside
 
Med ros kommer man længst
Sådan opdrager man hunden, så den ikke strejfer, men bliver hjemme ved ejendommen.
Foto: Jens Tønnesen.
Nogle jagthunde har et medfødt instinkt for at strejfe, og der er ikke nogen nemme løsninger for at undgå det. Men det er vigtigt, at hunden ved to ting: At det er rart at være hos sin ejer og familie - og ved, hvad familien ønsker og forventer af den.

Forebyggelse er den bedste medicin, når det drejer sig om at få hunden til at blive hjemme, så den ikke strejfer. Derfor skal man sætte målrettet ind med øvelser allerede, når hvalpen er lille. Det anbefaler Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub, som tager stærkt afstand fra Dog Butterfly usynlige el-hegn.

»Faktisk skal man begynde forebyggelsen endnu tidligere, nemlig når man vælger hunderace. Her skal man tænke sig rigtig godt om. Der er nemlig meget stor forskel på, om man anskaffer sig en gårdhund, hvis instinkt er at passe på gården og dens ejere - eller en elghund der er opdrættet til at jage elge i tre dage på egen hånd, og som har et meget stærkt instinkt for netop det,« siger hun for at skitsere yderpunkterne.

Jagthundes instinkt

Jagthunde er meget populære på landet, og mange jagthunderacer har et instinkt, der byder dem at løbe efter vildt. Men der er forskel på racerne.

»Drivende hunde, som selv støver vildtet op, og jager det, som for eksempel støvere, beagle, basset og gravhunde, er de værste,« mener Vibeke Knudsen. De kan være meget svære at holde hjemme.

I Danmark er de mest almindelige jagthunde de stående hunde, som hønsehunde, settere, bretons, pointere og kleine münsterländere - og de apporterende hunde som retrievere og spaniels. Sidstnævnte er generelt de nemmeste at holde hjemme, mens de stående kan være vanskeligere. Men det kan sagtens lykkes med målrettet lydighedstræning, mener Vibeke Knudsen.

Sådan trænes hvalpen

Og hvad er så målrettet lydighedstræning?

»Først og fremmest er det positiv indlæring. Ros, ros og ros hver gang, hunden gør noget rigtigt. Og masser af små godbidder med jævne mellemrum. Belønner man en bestemt adfærd, vil hunden oftest være tilbøjelig til at gentage den, for den har brug for succes-oplevelser,« siger Vibeke Knudsen,

Når hunden er lille, skal man begynde at kalde på den, når man i forvejen har dens opmærksomhed, og belønne den med ros og godbidder, når den så kommer. Så vil hvalpen hurtigt forbinde det at komme, når der bliver kaldt, med noget positivt.

Når lydighedstræningen virker, og hvalpen forstår et nej - og ikke mindst har tillid til sine mennesker - kan man begynde at lære den om grænser på ejendommen.

»Gå jævnligt en tur langs de grænser på ejendommen, som hunden skal respektere, og ros og beløn den, når den går på den rigtige side, og sig tydeligt nej, når den går over grænsen. Det vil de fleste hunde efterhånden forstå og respektere,« anbefaler Vibeke Knudsen.

Hun minder om, at en ellers lydig hvalp sagtens kan få »tilbagefald«, når den er 14 til 18 måneder. Den er kommet i »teenagealderen«, og man skal lige tage en ekstra runde med positiv opdragelse de næste fem til seks måneder.

Nogle skal hegnes ind

Har man anskaffet sig en hund, som har så stærkt et instinkt for jagt, at den alligevel stikker af gang på gang, er der kun én løsning. I stedet for at udnævne hunden til problemhund kan man lige så godt erkende, at hundens jagtinstinkt er stærkest. Og hegne et område ind til den, så man får det bedste ud af hunden og dens sikkert fremragende jagtegenskaber. En gårdsplads er nem at hegne med for eksempel dyrehegn og giver hunden meget bedre vilkår end en hundegård, hvis der også er skygge og ly, mener Vibeke Knudsen.

»Man skal prøve at se med hundens øjne. Det nytter for eksempel ikke at straffe en hund, bare fordi den har fulgt sit instinkt. Ja i det hele taget nytter det ikke meget at straffe en hund. Er den løbet væk og er kommet hjem igen, er det bedst at ignorere den. Skælder man ud, forstår hunden ingenting, men vil forbinde det, at den er kommet hjem, med noget negativt«.

www.dansk-kennel-klub.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: