Log på Forside
 
Sokkelsten fortæller historie
Foto: Jens Tønnesen.
To kløvede sokkelsten er lagt i V og bruges som en hyggelig snakkebænk. I baggrund læbeplantningen, som bliver til en lille skov, hvor Henny har planer om at anlægge stier, man kan gå rundt på.

Kløvede granit-sokkelsten, som er fundet på deres egen ejendom Vestergaard eller hos genboen, er markante, men diskrete elementer på den nye gårdsplads, Henny og Lauritz Vestergaard Jepsen i Brandsbøl på Als har fået anlagt i år.

"Vi har ønsket, at gårdspladsen skal være en enkel og flot stenhave med nogle få dekorative ting. Vores hensigt har været at bruge naturmaterialer og bevare det gamle, som kan fortælle historie," forklarer Henny Jepsen.

For nogle år siden var Lauritz udsat for en arbejdsulykke i stalden, og derfor har han ikke længere svineproduktion. Det har betydet, at der heller ikke længere er behov for, at store lastbiler kan køre ind på gårdspladsen. Og så opstod ideen om at ændre den mere i retning af et haveanlæg.

"Vi var også lidt trætte af, at vores gårdsplads ofte blev brugt til vendeplads af fremmede. Det bliver den ikke mere, for nu er indkørslen gjort smallere," fortæller Henny.

Langs den ene side af gårdspladsen, hvor der engang var køkkenhave, stod nogle gamle pæretræer og en tjørnehæk, som er blevet fældet. At komme af med pæretræerne gjorde lidt ondt på Lauritz, der er femte generation på gården og har set på træerne altid.

Men nu er der i stedet plantet bøgehæk og et blandet læhegn, der dækker godt for vejen, som fører ned til en lille havn. Havnen giver en del trafik forbi gården.

"Derfor skulle der god afskærmning til," forklarer Henny, som har planer om senere at anlægge stier i skoven, så man kan gå rundt i den.

Gårdpladsens indkørsel er gjort smallere med skærvebelagte bede, hvor et gammelt trug og kløvede sokkelsten er placeret dekorativt. Nogle af stenene stammer fra genbogården Stennæssegård, hvorfra der også er hentet en sten, der på Dybbøl Mølle er brugt som monument over faldne soldater. Der er historisk vingesus over stenene i dette område.
Blomster i en trærod lyser op på den grusbelagte gårdsplads.
Den gamle trillebør, der er blevet brugt til at køre halm med, har hørt til på gården i generationer. Nu fremhæves den på gårdspladsen.
Midt på gårdspladsen er der anlagt en lille rundkørsel med et egetræ plantet i midten. Under træet ligger en stor sten, som for en del år siden blev gravet op på ejendommen i forbindelse med kloakering. Den fik gårdnavnet Vestergaard indgraveret. Om aftenen bliver den og træet lyst op af spots.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: