Log på Forside
 
Æbletærte som i Renæssancen
I bogen »Renæssancemad«, opskrifter og køkkenhistorie fra Christian 4.s tid, tager museumsinspektør Bi Skaarup udgangspunkt i Christian 4.s bryllupsfest for sin søn i 1634 og fortæller kulturhistorie inspireret af mad og drikke fra dengang. Bogen er fyldt med spændende opskrifter med nutidige anvisninger på, hvordan man i dag laver datidens retter.

2006 er renæssanceår. Det giver anledning til at kigge i gamle opskrifter fra 1600-tallet. I Bi Skaarups bog »Renæssancemad - opskrifter og køkkenhistorie fra Christian 4.s tid«, som er udgivet på Forlaget Gyldendal, har vi fundet denne fristende opskrift på en æbletærte, som også passer til år 2006.

»Den minder på mange måder om moderne opskrifter,« skriver Bi Skaarup. »Æblestykkerne ristes dog først i varmt smør for at drive så meget væske af dem som muligt, før de kommes i tærten. Dette betyder, at sukker, kanel, korender og æbler, når tærten har fået nok, indgår i en smuk forbindelse og danner den lækreste, krydrede æblekaramel.«


En Tærte af skivede Æble

1 kg syrlige æbler

Smør til stegning

3 tsk kanel

En håndfuld korender

250 g sukker

1 portion mørdej

Skær æblerne i kvarter. Fjern kærnehusene og skær dem i tynde både. Rist dem hurtigt i hedt smør på en pande, så de lige begynder at tage farve og blive bløde, men sørg for at tage dem af, før de begynder at miste faconen.

To tredjedele af dejen rulles tyndt ud. En tærteform med en diameter på 20 cm beklædes med dejen. Læg nu et lag æblestykker, så det dækker bunden af tærtefadet. Drys med kanel, sukker og korender. Læg et nyt lag, som ligeledes drysses osv., indtil æblerne er brugt op. Rul resten af dejen tyndt ud til et låg. Pensl eventuelt tærtens kant med pisket æg og læg dejlåget forsigtigt over tærten og klem det godt ned over kanten, så det sidder fast. Bages ved 150 grader i 50-60 minutter, til låget er smukt lysebrunt. Kan spises varm eller kold.

Tip. Mørdej kan købes færdig. Hvis du vil lave den selv, så er her opskriften fra »Renæssancemad«.


Mørdej

300 g hvedemel

150 g blødt smør

100 g flormelis

1 æg

Ingredienserne til dejen arbejdes sammen til en sammenhængende dej. Rul den sammen i en kugle, som kommes i plastikpose i køleskabet i mindst en time, før den skal rulles ud.

Egner sig til frysning.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: