
Foto: Merete Hattesen.
John og Charlotte Splidt-Larsen uden for gårdbutikken. Tre ansatte er fast i butikken, da parret også bruger meget tid på deres fire børn og plejebørn, som er deres første prioritet og helt store interesse. De har begge en psykoterapeutisk uddannelse og har arbejdet med plejebørn i mange år. Mange plejebørn tror, at kommunen sørger for deres liv. Her på gården giver vi dem værdier, pligter og gode oplevelser og viser dem, at tingene ikke kommer af sig selv, og at deres indsats gør en forskel. De oplever, hvordan vi bygger en forretning op, og tager selv del i det ved at hjælpe med at bygge naturlegepladsen og passe gårdens dyr, fortæller parret.
»Vi sælger ikke varer, vi sælger oplevelser.« Sådan lyder filosofien for Napstjærtgaard mellem Skagen og Frederikshavn, selvom gårdbutikken bugner af så mange forskellige varer som sjældent set i en gårdbutik. Møbler, havemøbler, krukker, tøj, vin, mjød, te, bolsjer, brugskunst, hudpleje, smykker, gulve, maling, julepynt, havegrills og træpilleovne er blot nogle af de ting, som sortimentet lyder på.
Med udsagnet mener ejerne, John og Charlotte Splidt-Larsen, at de varer, som de sælger, primært skal give hver enkelt kunde en oplevelse og en god historie. Ægteparret har forsøgt at skabe en butik, der gør en forskel, og som ikke har et fortilfælde. Og selvom gårdbutikken kun har tre år på bagen, har den stor succes.
En god forretning
»For os handler det ikke om at sælge så meget som muligt, men om at sælge netop det, der passer til kunden. Ved at fortælle historien bag vores produkter og livsfilosofi forsøger vi at guide kunden og give inspiration. Vi viser mulighederne, så er det op til kunden at vælge. Vi pådutter aldrig en kunde noget, for salgsgas giver utilfredse kunder,« siger John Splidt-Larsen.
Og det er åbenbart noget, der virker. Omsætningen i første års budget var allerede firedoblet efter andet regnskabsår, og der var ingen røde tal på bundlinjen. Siden da er den positive udvikling blot accelereret.
Om hemmeligheden bunder i lige dele personlighed og forretningstalent skal være usagt. Men der er ingen tvivl om, at den varme, troværdighed og glæde over livet og sine produkter, som nordjyden udstråler, er guld værd. Her kan man spørge om alt, man får et kvalificeret svar og hans klare holdninger, og der er masser af tid.
Livsstilsbutik
Ægteparret kalder gårdbutikken for en livsstilsbutik fra A til Z, og det er en atypisk gårdbutik, der ikke sælger gårdens egne produkter. De begyndte i det små med at tage ting hjem, som de selv interesserede sig for. Fællesnævneren er gedigne kvalitetsprodukter med en historie - primært i naturmaterialer. Helst unikke og sjældne som passer ind i Napstjærtgaards »old look«.
Det udviklede sig hurtigt til det væld af produkter, der er i dag, for der kom mange kunder. Ikke mindst fordi Napstjærtgaard har en fantastisk beliggenhed for turister - lige ud til landevejen mellem Skagen og Frederikshavn. I sommerhalvåret er det lige så godt som at ligge midt på Strøget, siger John Splidt-Larsen.
Han afprøver altid nye varer grundigt, og drager sine egne erfaringer med kvalitet og brugervenlighed, før han beslutter, om han vil sælge dem i gårdbutikken.
Mange andre aktiviteter
Parret købte den faldefærdige landbrugsejendom for fire år siden. Der hører godt 50 hektar jord til, som mest ligger i naturarealer som skov, strand, mose og hede med græs til gårdens dyr. Siden har de sat gården i stand og forvandlet den til en sund og mangearmet forretning.
Gårdbutikken er bestemt ikke Napstjærtgaards eneste aktivitet. Der holdes også store og små arrangementer på gården, blandt andet foredrag, demonstrationer, torvedage, kurser i pileflet m.m., lokal cabaret og DM i Barbecue grillning. Og i juni måned arrangerede John Splidt-Larsen en firmatur for 80 ansatte fra Sanistål på Napstjærtgaard med mjødsmagning, grillkursus ledet af verdensmesteren i grillning og lokal cabaret om aftenen.
Ægteparret vil gerne gøre Napstjærtgaard til en magnet, der drager folk til og skaber interesse for lokalområdet. Derfor lægger de også mange kræfter i lokalmiljøet.
www.napstjertgaard.dk - Tlf. 96 21 01 09 eller 23 36 85 18.
Man mødes af meditativ, beroligende musik, når man træder ind i gårdbutikken, så dagligdagens stress og jag er som blæst væk. John Splidt-Larsen gør meget ud af at fortælle kunderne historien bag hvert produkt. For det er vigtigt, at folk ved, hvad de køber, og hvad der ligger bag. Alle varerne på Napstjærtgaard har sin helt egen spændende historie, ellers sælges de ikke i butikken.
Gårdbutikken oser af charme, da den er indrettet med mange gamle ting fra gården. Hestestalden er beholdt med brostensgulv, gamle døre, krybber og bokse. Og halmballer og andet inventar er brugt som kulisse for varerne. Gårdbutikken er meget stor, fylder to længer, og den største omsætning er på møbler, havemøbler, træpilleovne, gavekurve og arrangementer. Især gavekurve med produkter fra Napstjærtgård, som man ikke kan få andre steder, er overraskende blevet en af gårdens største sællerter.
For at trække folk til gårdbutikken har familien klappedyr, som bjerggeder, dværgkaniner, marsvin, hunde og katte - og 12 heste med føl, der kan lejes til ridning, samt en nyanlagt ridebane. For nylig har familien selv designet og bygget denne naturlegeplads lige uden for gårdbutikken og har sat borde op, hvor man kan spise sin medbragte mad. De har også lavet vandrestier ud i den unikke natur omkring Napstjærtgaard, blandt andet i Danmarks nordligst beliggende egeskov.
John Splidt-Larsen har placeret en indianertipi, en svedehytte og andre spejderting, som han selv holder af at bygge, rundt om i naturen ved Napstjærtgaard. De kommer til at indgå i nogle af gårdens mangeartede aktiviteter.