"Også den?"

Vi er ved at rydde op, og spørgsmålet bliver stillet igen og igen, hver gang vi står med en ting, som enten kan blive sat tilbage på hylden eller gå til genbrug.

Den lille gipsfigur, som vores datter kom hjem med fra skoleudflugten. Knægtens panoramalandskab i pap, som han et år gav sin søster i julegave. Møjsommeligt klippet ud og klistret op, og når ret skal være ret - formentlig blevet til med trusler om, at hvis han ikke gav julegaver, ville han heller ingen få.

Sweateren, som min mor strikkede til mig, da jeg gik i gymnasiet, og som jeg aldrig fik sagt tak for. Eller de dyre bukser, som af uforklarlige årsager pludselig var blevet for små.

"Det kan jo være, at jeg taber mig," prøver jeg over for min kloge kone, der er lidt mindre nostalgisk end jeg.

"Tror du virkelig," svarer hun og lægger bukserne i sækken til Frelsens Hær.

Muligvis inspireret af deres flittige forældre begynder også børnene at rydde op. Her gælder der til gengæld ingen sentimentalitet.

Konfirmationsjakken, som knægten skulle have "fordi det er den vigtigste dag i mit liv", ryger ud sammen med det kamera, han også fik i konfirmationsgave.

"En eller anden tabte det på efterskolen," forklarer han.

"Desuden er det totalt forældet."

"Allerede," tilføjer jeg for mig selv. Vi synes, vi gjorde et dybt indhug i økonomien, da han fik det kamera, som han så brændende ønskede sig. Dengang.

"Hvis man måler op, hvor mange timer vi har arbejdet for at skaffe os alle de ting, ville man blive helt deprimeret," siger jeg lidt deprimeret til min kloge kone.

Men det fører ingen steder at tænke på den måde, får jeg at vide, mens hun vurderer og kasserer endnu et stykke tøj.

Arvestykkerne er de værste. Ting, som vores forfædre gemte på et helt liv - uden at bruge det.

Hver gang vi rydder op, gør vi endnu et lille indhug i den slags ting, som faktisk kun er fremme - når vi rydder op.

Jeg griber pladesamlingen, indkøbt for en surt sammensparet elevløn, og pakker den i en kasse.

"Hvad skal du med dem?" spørger min kone en anelse skarpt. Det er hendes de fleste af pladerne, ligesom det er hendes pladespiller. Ingen af delene har været brugt de sidste 10 år.

"Og når noget ikke har været brugt i 10 år, bruger man det heller ikke de næste 10 år," citerer jeg en god bekendt.

Hun er ved at blive skilt og har derfor al mulig grund til at rydde op. At hendes filosofi er rigtig, må selv jeg erkende.

Jeg lægger pladespilleren oven i kassen med pladesamlingen og supplerer med den B&O radio, der har været stillet til side næsten lige så længe, fordi den kun spiller på den ene højttaler. Jeg parkerer højttalerne ved siden af, og min dejlige kone udstøder et dybt suk. Det var hende, der købte radioen for sin første elevløn.

Mens vores kønne datter lidenskabsløst fylder sæk efter sæk med tøj, der ikke er smart/pænt/nyt/passer hende mere, vender og drejer vi hver eneste genstand.

"Kasseres eller til genbrug", spørger vi igen og igen hinanden og ender næsten hver gang med at sige "genbrug".

Der må da være andre mennesker, der kan bruge alt det, vi har knoklet sådan for at få råd til.

Fotoudstyr, der har kostet titusinder af kroner, parkerer jeg på en mellemstation i garagen. Udstyret er gjort helt overflødigt af de computere, som vi for resten også kasserer et par stykker af.

At stille tingene i garagen er på en gang den dummeste og en ret klog løsning. Fugten i garagen vil i løbet af kort tid gøre det af med udstyret, hvorefter det ikke bliver nødvendigt at tage stilling til, om det skal til genbrug eller smides ud.

Jeg går i stå fuld af funderinger over en tid, hvor ting ikke rigtig har nogen værdi. Min kone rømmer sig for at få mig i gang igen.

"Hvad med denne her skjorte?" spørger jeg for at vise lidt aktivitet.

"Skal den også ud?"

Hun ser sigende på mig, inden hun svarer:

"Det var den, jeg forærede dig til din fødselsdag for to år siden! Har du allerede glemt det?"