Mange alternativer til olie
"Åh nej, nu er det løbet tør for halm igen".
Jeg husker min barndoms tjans med at fylde halm på fyret hver dag, når jeg kom hjem fra skole. En tjans hele familien tog del i. Og hvor irriterende det var, når halmen var sluppet op, og man skulle tænde op i halmfyret på ny. For ikke at tale om, når knivene havde sat sig fast i halmballerne, og hele systemet var gået uløseligt fast.
Dengang var vi stadig i æraen med småballer. Fem eller seks gange i døgnet skulle det sultne halmfyr fodres med seks små baller via en skakt, når det var allermest koldt. Ellers gik det i stå, og vi havde ingen varmt vand - eller varme.
I dag er det hele blevet meget, meget nemmere. Bigballer eller rundballer til halmfyret og træpiller eller korn i stokerfyret kræver langt mindre arbejde end fyring med biobrændsel for blot en generation siden.
Men alternativer til den dyre olie er evigt aktuelle - i dag mere end nogensinde. Derfor sætter vi i dette nummer af Land&liv fokus på fyr og fyring med biobrændsler med et stort tema. Fra side 11 til 26 kan du læse om erfaringer med og økonomi i halm, raps, træpiller, solens varme eller brænde fra skoven som alternativ brændselskilde til olien.
Får du lyst til at vide mere om, hvilket fyr du skal vælge, og hvordan det skal finansieres, afholder Land&liv i oktober fire aftenmøder om "Fyr og fyring" i samarbejde med Landscentret, Byggeri og Teknik, forsikringsselskabet Tryg og BG Bank samt fire landbrugsskoler. Det kan du læse meget mere om på s. 10-11.
God læselyst.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: