Pris til fritidslandbrug i Kibæk
Nordeas forskønnelsespris gik i år til et flot bolig-landbrug med duft af harmoni, natur og miljø
Af Merete Hattesenhattesenlandogliv.dk 33394753
Lilian og Svend Vingtoft har sammen med deres fire børn vundet Nordeas forskønnelsespris for deres fritidslandbrug ved Kibæk. Prisen blev overrakt den 22. august. Lillian arbejder til daglig som farmakolog på et apotek og Svend er el-installatør ved MIDT-ENERGI.
»Familien Vingtoft og stedet er valgt som et godt eksempel på et nedlagt landbrug, der primært bruges som bolig, og som er restaureret og tilbygget med respekt for det oprindelige. Men samtidig er det nyskabende, og bundet godt sammen med omgivelserne - både hvad angår den ydre fremtræden og boligrummenes forbindelse med de ydre rum«.
Sådan begrunder Kræn Ole Birkkjær, som er arkitekt på Landbrugets Rådgivningcenter og med i bedømmelsesudvalget, valget af ejendommen i Kibæk.
Moderne stil med stråtag
Lilian og Svend Vingtoft købte den lille vinderejendom på fire hektar ved Kibæk i 1979. Og sammen med deres fire børn har de forstået at udnytte mulighederne på et lille landbrug, fremhæver bedømmelseskomiteen.
Siden har familien købt yderligere 12 hektar, hvor det meste er plantet til med stor sans for at skabe et naturligt miljø omkring bygningerne. I 1979 var der kun en vinkelbygning med beboelse og stald, men siden er der bygget til i mere moderne stil. Men på en god måde, så de gamle bygninger hænger virkelig godt sammen med de nye. Alle bygninger har fået stråtag - også en separat placeret garage og værksted og et nyopført brændehus.
Oase i det åbne land
Omkring bygningerne er der en meget spændende have med færdsel af rådyr af og til. Men de bliver sjældent skudt på ejendommen, selvom både Lilian og Svend har jagttegn. Der er kun blevet skudt to rådyr på det 16 hektar store areal i 26 år. I stedet tager parret riflerne med på jagt i Sverige.
»Familiens idégrundlag med at skabe en oase i det åbne land, og gøre det til virkelighed er prisværdig. For det er meget vigtigt at have en idé og en samlet plan for projektet og drømmen. Stedet er et godt eksempel på, hvordan man kan leve og bo i det åbne land uden masser af gamle biler og europaller«, mener Kræn Ole Birkkjær.
Lilian og Svend Vingtoft har vundet Nordeas forskønnelsespris for deres fritidslandbrug ved Kibæk. Prisen blev overrakt den 22. august. Ejendommen er både nænsomt restaureret og har nybyggeri i harmoni med hinanden, og alt er med stråtag. Og så hører der en meget spændende have til.
Nyskabende, men også restaureret og tilbygget med respekt for det oprindelige. Det var nogle af de ting bedømmelseskomiteen fremhævede ved familien Vingtofts fritidslandbrug i Kibæk.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: