
Foto: Jens Tønnesen.
Michael Ahlefeldt er stolt af Egeskov Slots egen slotsaftapning af rapsolie, og fortæller, at selvom olien udelukkende bruges til fyring i Danmark og brændstof i Tyskland, er kvaliteten så god, at den sagtens kunne bruges som salatolie. Bagved ses de to isolerede opbevaringstanke udenfor, som er den færdige olies endestation før salg. De kan rumme 20.000 liter olie hver.
Det dufter af køkken, klejner, nødder og popcorn, når man træder ind i Egeskov Slots nye oliemølle. Dejlig behageligt og måske ikke lige den duft man forbinder med et olieraffinaderi.
Men det er i bund og grund det, det er. For her omdannes 3.000 tons rapsfrø til en million liter rapsolie (1.000 tons) og 2.000 tons rapspiller om året. Eller det er i hvert fald planen, for den store oliemølle med 13 pressere er funklende ny, og lige taget endelig i brug i december 2006.
Sparer meget
Udsigt til en halvering af varmeregningen fik for fem år siden Michael Ahlefeldt fra Egeskov Slot og Gods til at skifte den dyre fyringsolie ud med indkøbt rapsolie til at varme slot, restaurant og en udlejningsbolig op.
Det krævede ikke de store ændringer af det gamle oliefyr, blot en ny brænder og en kompressor til 12.000 kr. Og den investering var tjent hjem på 10 måneder.
"Jeg købte rapsolie til fyret ude i byen, men kvaliteten af olien blev gradvist ringere og ringere, og fyret gik ofte fast. Til sidst blev jeg så træt af det, at jeg besluttede at presse min egen olie af høj kvalitet. Inspirationen fik jeg på Agromek sidste år", siger Michael Ahlefeldt.
Efter han er begyndt at fyre med sin egen kvalitets rapsolie, har han ikke haft problemer med oliefyret, som kun kræver et kvarters vedligehold hver 14. dag.
En enkelt rapsoliepresser laver cirka 95 tons olie om året, og det ville være nok til at dække Egeskovs eget forbrug på omkring 70 tons olie. Men Michael Ahlefeldt fandt hurtigt ud af, at der var penge i at sælge olien til Tyskland som brændstof, hvor der i modsætning til i Danmark ikke er afgift på rapsolie til brændstof. Og det blev startskuddet til en seriøs oliemølle i stor skala med 13 pressere.
Perfekt filtrering
Det seneste års forberedelser og selve installeringen af oliemøllen har krævet masser af timer, energi og kræfter. Især for at finde den perfekte filtrering, så olien bliver så ren for planterester som mulig.
"Men det har også været sjovt. Og kræfterne er bestemt ikke spildte, for efter en lang proces med afprøvning af forskellige metoder er filtreringen af olien nu nærmest perfekt", konstaterer Michael Ahlefeldt tilfreds.
Olien lever nu op til de tyske DIN krav om renhed (under 3 my) i rapsolie til brug som brændstof i biler. Og det er meget vigtigt, da det meste af olien sælges til Tyskland.
"Det er også derfor, vi har gjort så meget ud af filtreringen. Skulle olien blot bruges i et fyr, behøvede den ikke at blive helt så ren, selvom det da er en fordel", siger den fynske pioner.
Hver 12. dag kommer der en lastbil og henter 35 tons olie, som står klar i de store udendørs siloer med isolering - oliemøllens endestation efter den lange filtreringsproces.
Pionerarbejde
Michael Ahlefeldt lægger ikke skjul på, at det er kombinationen af den gode økonomi, hvor han både sparer og tjener penge, og tanken om at være selvforsynende med et naturprodukt, der trækker læsset.
Men han har bestemt ikke været alene om det store arbejde, pointerer han. To af hans medarbejdere, som står for oliemøllens daglige drift, har været helt uundværlige. Og de lokale håndværkere er gået ind i projektet med liv og sjæl og stor entusiasme. For pionerarbejde er næsten altid spændende.
"Tanken om, at vi kan klare os selv, selvom verden går af lave, finder de fleste umiddelbart meget tiltalende, og det har spredt entusiasme og samarbejde omkring oliemøllen fra alle sider", siger han.
Og anbefaler gerne andre at investere i en eller to oliepressere, og sælge rapsolien og selv fyre pillerne op. Det er der gode penge i for øjeblikket.
Bo Jensen, driftsleder på Egeskov Slot, tlf. 20 80 90 03 eller www.egeskov.dk
Alle tanke er købt brugt fra et spritlager, og bruges i den vigtige bundfældnings- og filtreringsproces, som til stadighed optimeres og videreudvikles. Michael Ahlefeldt har som pioner udi rapsoliemøller i stor stil haft mange udfordringer, før oliemøllen kunne tages i brug. Alle de installerede galvaniserede rør måtte også skiftes ud med rustfrie stålrør.
Pumpning af olien skal foregå stille og roligt, for olien skal behandles meget varsomt, ellers ilter den. Olien må for eksempel ikke falde ned med et plump, men ledsages her af en kæde, det kan løbe ned af.
Egeskov Slot, restaurant og en udlejningsbolig varmes op af rapsolie, hvilket giver en besparelse på 50 procent på varmeregningen.
Oliemøllen kræver energi for at kunne køre, og hvad var mere nærliggende end at installere et stokerfyr og fyre med rapspiller, siger Michael Ahlefeldt.
Her ses de 13 rapsoliepressere i funktion, hvor de adskiller olie fra piller. Pillerne falder ned på et transportbånd, der kører dem i stak i laden, mens den gule rapsolie kører den anden vej mod den ugelange og omstændelige bundfældnings- og filtreringsproces.
Restproduktet rapsoliepiller presses ud af rapsoliepresseren, men af et restprodukt at være, er de meget nyttige. De er nemlig glimrende at fyre med.