Det er et par år siden, vi havde en af denne her slags biler, som godt kunne finde på at bruge olie. Ikke urimeligt i betragtning af det antal kilometer, den havde tilbagelagt, men i min kloge kones øjne fuldstændig uventet.
Først den dag en stor, rød lampe lyste "STOP" på instrumentbordet, reagerede hun helt logisk ved at sætte farten op og køre ud til mekanikeren.
Det var ham, der kunne konstatere, at et teknisk mirakel havde afholdt motoren fra at bryde sammen. Kun duften af olie smurte de følsomme indre dele.
"Plejer du ikke at tjekke olien. Det har vi da ellers talt om," sagde jeg inkvisitorisk, da hun vendte hjem med en bil, der overraskende nok stadig kunne køre.
Jeg fortsatte mit moralske foredrag med en lektion i, hvad nye motorer koster, hvad det efterfølgende ville betyde for vores families økonomi og sluttede meget effektfuldt af med nogle bemærkninger om kvinder og mekanik.
Da bilen nogle måneder senere fik en fejl på den følsomme, franske hydraulik, blev den solgt til en opkøber, der tilsyneladende ikke gik synderligt meget op i, om motoren havde været kørt tør for olie en enkelt gang eller to.
En ny, gammel bil blev indkøbt og naturligvis overdraget til min kloge kone, der gang på gang har erklæret, at hun er ligeglad med, hvad hun kører i, bare den kan køre.
"Men det kan den ikke min ven, hvis du ikke sørger for at kontrollere olien," forklarede jeg hende med engleblid, mandlig tålmodighed, mens jeg demonstrerede, hvordan motorhjelmen skulle åbnes, og hvilket hul man bruger, når man påfylder olie.
"Pærenemt," erklærede hun.
"Hvorfor har du ikke vist mig det noget før?"
Jeg hører ikke til den slags mænd, der hele tiden skal kontrollere min kone, men en dag kan jeg alligevel ikke dy mig for lige at tjekke oliestanden på den gamle bil.
Den er langt under det anbefalede minimum.
Nyt pædagogisk foredrag, ny demonstration af åbning af motorhjelm.
"Det er da heller ikke til at finde ud af, når vi hele tiden får ny bil," siger hun tvært, efter der er gået det meste af et år.
Først den dag, hun får en helt ny bil at køre i, begynder hun at kalde bilen for "sin bil".
"Hvis det er din bil, er det vel også dig, der sørger for at tjekke olie," siger jeg - stadig yderst pædagogisk.
"Ja, det kan du tro, jeg også gør," svarer hun spidst.
Endnu et stykke tid hengår, indtil en djævel farer i mig en dag.
"Kan du ikke lige åbne motorhjelmen, der er noget jeg skal undersøge," siger jeg henkastet en dag, hun sidder ved rattet.
Hun famler febrilsk under rattet, over rattet, ved gearstangen, men må til sidst se bedende på mig og udbryde: "Jeg kan ikke lige huske hvordan."
Jeg kan ikke lade være at triumfere og svare: "Men du har tjekket olien?"
Hun kigger ned i gulvet uden at svare.
Nyt foredrag, ny demonstration, ny omgang tålmodig pædagogik, som det ser ud til, at der slet ikke bliver sat pris på.
Et par måneder går, inden jeg beslutter igen at kontrollere min kones forhold til olieniveauet i bilen.
Igen er det under det anbefalede indhold.
Rasende marcherer jeg op i køkkenet og beordrer min dejlige kone til et øjeblikkeligt besøg hos mekanikeren, som må efterfylde den eftertragtede væske.
"Jeg tror, mor har forstået det," tager den ranglede teenager hende i forsvar, da jeg for femte gang forklarer, hvad en ødelagt motor vil betyde vores økonomi.
Raseriet er dampet af, da vi ses igen til eftermiddagsteen.
"Den olie der," siger min kloge kone.
"Jaeh?"
"På vej ind til byen begyndte bilen at ryge. Jeg turde jo ikke andet end at køre ud til mekanikeren."
Jeg holder vejret. Hun fortsætter:
"Mekanikeren sagde, at bilen slet ikke manglede olie. Han nægtede at fylde noget på, for det ville skade motoren. Men du havde glemt at sætte oliedækslet på, så der var sprøjtet olie ud i hele motorrummet. Det var derfor, den var begyndt vat ryge."