I sommer var jeg i Litauen og kørte gennem et landskab præget af blå hørmarker, hø og brak. Indimellem var der en firkant korn.

Det var midt i høhøsten, og både voksne og børn havde travlt med at slå hø og stakke det.

Langs vejene græssede køer i grøftekanterne. Som regel var der to. Arbejdshesten stod bundet under et skyggefuldt træ, hvis den da ikke var spændt for en vogn.

På de marker, hvor der blev arbejdet, spankulerede travle storke. I sig selv et nostalgisk syn for en dansker.

Men helt vildt gik det til på en enkelt mark, hvor de var gået i gang med at pløje. Mindst 20 storke konkurrerede op at komme til forsyningerne. Netop den dag havde jeg ladet kameraet ligge på hotellet, og da vi kørte forbi igen næste dag, var storkeflokken væk. Hvor ærgerligt.

Men også herhjemme er der storke i landskabet, har jeg noteret. Du ser dem langs vejkanten ved ejendomme, hvor der er født et barn. En malet træstork bringer det nye barn i svøb. Historien om, at de små børn kommer med storken, lever altså fortsat i bedste velgående, skønt de færreste børn nok har set en stork i virkeligheden. Medmindre de har været med en tur i Litauen.

Måske ender storkene i Litauen også med at blive historie, når høet, brakmarkerne og den blå hør forsvinder, fordi den slags garanteret er urentabelt.

Men jeg har heldigvis set en mark fyldt med storke.