Rayco RG-66 er udstyret med en luftkølet Deutz dieselmotor, der yder 66 hk. Fræsehovedet er på Ø 60 cm, der kører fra side til side med et samlet udsving på op til 2 meter. Her er Peder Christensen fra Evasminde Træ og Stubservice i fuld gang med at gøre kål på træstubbene.
Med en vægt på godt 1.600 kg, en Deutz dieselmotor som yder 66 hestekræfter og et tandsæt, der med legende lethed tygger sig igennem træet, er den amerikansk-producerede Rayco RG-66 en særdeles effektiv stubfræser.
Det kan Peder Christensen, der er indehaver af Evasminde Træ og Stubservice ved Hedensted, tale med om. Da han tog springet og blev selvstændig den 1. oktober 2006, investerede han nemlig som det allerførste i denne kraftkarl af en maskine.
Den er købt hos Interforst i Stubberup på Fyn. Firmaet har specialiseret sig i salg af maskiner og redskaber til land- og skovbruget. Her har man i mange år forhandlet amerikanske Rayco.
Peder Christensen valgte en af Raycos store selvkørende modeller med firhjulstræk, der gør det let at manøvrere rundt selv på meget ujævnt terræn. Modellen er med twin-hjul på bagdækkene, hvilket gør maskinen endnu mere terrængående. Motoren er luftkølet, så der ikke er risiko for, at den fryser til i de kolde måneder.
I handelen indgik desuden en TP200 flishugger. Sammen med den nye Rayco RG-66 blev denne føjet til Peder Christensens maskinpark, der også tæller en New Holland rendegraver, som anvendes til mere omfattende entrepriseopgaver.
Interforst er ikke med på Agromek. Mere information kan findes på www.interforst.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: