Uden forsikring mod stormfald har skovejere ikke råd til robuste skove
Meningsløs forskelsbehandling af stormramte skove, mener Dansk Skovforening.
Af Marianne Fogtmann
fogtmannnlandogliv.dk
33 39 47 66

Foto: Jens Tønnesen
Hvis der kommer en voldsom storm, vil nogle skovejere få del i statens genplantningsordning og kan derfor få råd til at plante robust ny skov. Andre må nøjes med den billigst løsning: ensartet nåleskov.
En voldsom storm rammer nogle skovejere hårdere end andre. De får nemlig ikke alle del i statens støtteordning for genplantning.
Kun de, der har tegnet en basisforsikring imod stormfald inden 31. august 2001, kan få støtte fra genplantningsordningen, og det finder Dansk Skovforening uretfærdigt. Foreningen vil derfor gå til Regeringen og Folketinget for at få fjernet den forældede tidsfrist i Stormfaldsloven, så alle skovejere kan komme med i statens støtteordning til genplantning efter stormfald.
Uden mulighed for at være med i genplantningsordningen har skovejerne nemlig ikke råd til at plante robust skov i stedet for den skov, der kan falde i en storm, og så må de nøjes med den billigste løsning: Ensartet nåleskov.
Det er hverken skovejerne eller samfundet tjent med, mener Skovforeningen.
Skovforeningen vil også forsøge at genoplive tilbuddet om en tabsforsikring for stormramte skovejere til en realistisk pris for skovejerne, og foreningen har som politisk mål at få genindført det såkaldte merhugstfradrag. Fradraget har været gældende i 50 år og beskyttet skovejere mod brandskatning af den uønskede éngangsindtægt ved salget af stormfældet træ. Men fradraget blev fjernet af Regeringen i 2002 til stor skade for alle stormramte skove, herunder dem, der blev ramt af orkanen 8. januar 2005.
www.skovforeningen.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: