Log på Forside
 
Brombær uden torne
Det kan blive en fornøjelse at plukke brombær, hvis man vælger tornefri typer. De kan endda plantes ved legepladsen.
De nye tornefri brombærtyper er som regel meget rigt bærende.

Brombær har altid været en populær plante med velsmagende bær og ofte med et stort udbytte.

I min barndomstid kendte vi ikke så meget til de tornefri typer, som man har nu til dags. Og der er flere sorter, at vælge imellem. Med de tornefri er det en helt fornøjelse at plukke bærrene.

Ved legepladsen

Planteskolerne har flere sorter på markedet. En hedder Thornless Evergreen, har fligede blade og små, men søde, velsmagende bær. De modner allerede i august. Udbyttet er ikke så stort, selvom der er masser af mindre bær.

Denne type har jeg plantet henne ved mini-legepladsen. Når vi har børn på besøg, vil de meget gerne plukke og smage disse bær.

På den anden side, op ad en ståltrådsvæg og et espalier, er der plantet en anden type, der hedder Douglas. Bærrene er velsmagende, selvom de er mere syrlige og modner senere. Der sidder næsten hvert år en del bær, som ikke når at modne, hvis efteråret er koldt, og der ikke er for megen sol. Planten er utrolig kraftigt voksende, så hvert år må den skæres en del tilbage, ellers fylder den simpelthen for meget på pladsen, hvor den er plantet.

Grønne blade

På en mur op ad stalden har jeg for en del år siden plantet en brombær af navnet Black Satin. Den giver kæmpestore og men meget syrlige bær, især hvis de plukkes, inden de er helt modne. Bærrene er flotte. Men det er noget af en balancegang at få dem plukket på passende tidspunkter. De er sure, hvis de plukkes for tidligt, men rådner meget hurtigt, hvis de bliver for modne. Alene det utroligt flotte syn, med masser af bær på kæmpestore, lange ranker, gør dem imponerende.

Denne plante har bevaret de fleste blade endnu, hvorimod de andre brombær for længst har smidt bladene. Førhen, da vi i nogle år havde vandrende pinde i et glas-terrarie herinde, var det dejligt at kunne gå ud og klippe friske blade til dem, også om vinteren.

Tornsmag

Der findes endnu flere sorter, men her har jeg nævnt de arter, vi har haft i en del år.

Min bror, der har vort barndomshjem, har endnu brombær med mange torne. Han kan ikke nænne at afskibe dem, da han synes, der er mere smag ved dem, end de tornefri typer, som vi har. Jeg vil dog ikke bytte og nyder at plukke bær uden at blive godt forrevet.

Brombær i blomst. Her en type med hele blade.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: