Landsbyer bejler til byboere
Folk flygter fra landet og ind til storbyerne. Tre kommuner i udkantsdanmark vil nu i samarbejde med Realdania sætte fokus på landets kvaliteter for at bremse affolkningen.
Af Kirsten Gregers
Jørgensen
kgj@dlmedier.dk
Tlf. 33 39 47 83

Foto: Jens Tønnesen.
Landsbyer kan byde på natur, ro og fred som ikke findes i byerne. Tre randkommuner vil nu sætte fokus på landets kvaliteter.
Mens byerne blomstrer og bliver en stadig større folkemagnet, ligger gaderne øde hen, og økonomien visner i landsbyerne. Sådan ligger landet i dagens Danmark.
Men det vil tre randkommuner i samarbejde med byggefonden Realdania nu lave om på med projektet »Landsbyer og Landdistrikter«.
»Mange af landsbyerne og landdistrikterne i de tyndt befolkede områder besidder store kvaliteter, som ikke findes andre steder. Nu handler det om at rendyrke disse kvaliteter, så Danmark ikke skævvrides, men udvikles i parallelle om end forskelligartede spor,« siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania.
Natur, god plads samt fred og ro er derfor nogle af nøgleordene, når de tre kommuner Lolland, Thisted og Bornholm vil søsætte deres projekter, som på Bornholm for eksempel kan være at lave stisystemer, så det bliver lettere at komme til kulturlandskaber omkring en række landsbyer.
»Bornholm har en række mindre byer beliggende et stykke vej væk fra kysterne, som har nogle oversete potentialer: Fred og ro, plads, gode og trygge miljøer og særdeles billige boliger. Jeg er overbevist om, at projekterne vil yde et ikke ubetydeligt bidrag til udvikling af turisterhvervet og give mulighed for flere tilflyttere til vores mindre landsbyer. Vi vil som bornholmere få glæde af projekterne, og der vil blive skabt nye arbejdspladser,« siger borgmester i Bornholms Kommune, Bjarne Kristiansen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: