Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto.

John Sørensen blandt sine unghopper.

Det er slut med at malke. For et lille års tid siden solgte John Sørensen, 57, sin mælkekvote og de fleste af gårdens 350 kreaturer, hvoraf de 150 var malkekøer. På markerne går nu 75 islandske heste, og under de våde vinterpelse gemmer sig højt kårede hopper, et par top hingste og deres afkom. Bjarupgård ved Silkeborg er blevet til Stutteri Bjarup.

Dyre heste

»Vi har lavet et produktionsskift. Mine år som landmand betyder, at jeg har lang erfaring med opdræt af dyr. Jeg laver billigt foder, og med noget af landets bedste avlsmateriale får jeg forhåbentlig gode penge for mine heste,« spår John.

Det hedder sig ellers, at der ikke er penge i hesteavl, men han øjner en levevej i den lille, populære race. Eksemplarer med prima afstamning kan være deres vægt værd i guld. De føl, som kommer til verden på hans jord, skal i en alder af fire til seks år helst indbringe 50.- 150.000 kr. pr. mule. Eller mere.

»Nogle vil nok kun have skovturs-potentiale, men jeg drømmer selvfølgelig om at lave tophesten, som koster en million,« indrømmer han.

Døtrene har haft islændere længe, og for seks år siden manglede den yngste datter en ridehest. I stedet for en vallak, besluttede John at købe hende en god hoppe.

»Den kunne man jo avle på, og det virkede fornuftigt,« husker han.

Vil ikke malke

John blev efterhånden interesseret i heste, og da malkearbejdet gav ham slidgigt, tog ideen om et stutteri form, fortæller han.

»Arbejdet med køer blev for hårdt. Jeg bliver jo også ældre, og hestene er mindre krævende. Jeg har meget større frihed i min hverdag nu, så det har været en god beslutning.«

Endnu en grund til skiftet er gårdens fremtid. John har ejet stedet siden 1973 og ser det gerne blive i familiens eje. Ingen af de tre voksne børn interesserer sig for kvæg, men pigerne har altid haft hang til heste.

»Mine børn gider ikke at malke, men det ser ud til, at de to piger har fået lyst til at overtage ejendommen, og vi på den måde laver et generationsskifte. Men det er forhåbentlig mange år ude i fremtiden,« siger John.

Driften er nu et familieforetagende, hvor far og døtre arbejder tæt sammen, og fordelingen af opgaver er naturlig. John producerer foder og vedligeholder. Den ældste datter, Janne, er dyrlæge, og hun reparerer hestene. Louise er den yngste, uddannet pædagog og står for træning og tilridning.

Nu ser vi

Selv om dyrlægen er gratis, foderet er fra egne marker, og avlshestene er købt og betalt, koster det penge at drive et stutteri, og der er ingen garanti for et godt afkast. Det tager den nybagte hestebonde med stor sindsro.

»Det er ingen hemmelighed, at vi har investeret nogle penge, og der er selvfølgelig udgifter undervejs. Hvis ikke jeg havde haft landbruget og solgt mælkekvoten, kunne det ikke lade sig gøre. Nu prøver vi at give det nogle år. Så må vi se, hvordan det går.«

John Sørensens datter, Louise, står for tilridning og træning af familiens heste.

Stjarni frá Dalsmynni er den ene af Stutteri Bjarups to første klasses avlshingste. Rytter: Agnar Snorri Stefansson.

Unghopperne trives på Stutteri Bjarup.

Janne, Louise og John Sørensen deles om hestearbejdet.

John Sørensen blandt sine unghopper.

På gårdspladsen står Janne med en af Stutteri Bjarups avlshingste Svartur fra Bjarup, mens Louises kæreste Kenneth Brænstrup står med Svarturs far Andri fra Feti. I midten John Sørensen og Louise. (Jesper Nørgaard Sørensen/POLFOTO)

Drift er en af de kommende avlshopper, stutteriet forventer sig meget af. Hun skal kåres til foråret. Rytter: Agnar Snorri Stefansson.