"Jeg tager ingen chancer," sagde jeg til mig selv, da jeg læssede lam og får op i den transportkasse bag på traktoren, som jeg selv har konstrueret.
"Kun en prototype," forklarede jeg min kloge kone, da hun med skeptisk mine inspicerede værket.
Men den sparer mig for urimelig hård belastning af min skrøbelige ryg, når lammene skal flyttes op til vejen, hvor lastbilen henter dem. Og jeg tager ingen chancer, så jeg både lukker lågen med min egen konstruktion og sikrer med et stykke reb.
Lammene bliver hentet klokken 4.45, har jeg fået at vide i telefonen, så allerede eftermiddagen før kæmper jeg med en flok får og lam i et mudret ælte ude foran deres skur - som min kone og naboerne kalder den stald, jeg byggede for 10 år siden.
Når jeg selv skal sige det, er jeg ret god til at fange lam. Alligevel undslipper et par stykker min snedige fælde og drøner ud på marken.
For en gangs skyld er jeg både klogere og hurtigere end dem, og på forbavsende kort tid er også de sikret inde i sku- øhh - stalden.
"Succes", mumler jeg, mens jeg gør transportkassen klar. Inde i stalden får jeg delt slagtedyr og de dyr, der skal leve videre, og alt ser stadig positivt ud, indtil et par lam springer over det flytbare hegn.
Nu ser det pludselig - i bogstaveligste forstand - betydeligt mørkere ud. Faktisk kan jeg ikke skelne øremærkerne i tusmørket - klokken er allerede 16 - og redningen kommer først en halv times tid senere i form af min kloge kone og en meget mat lommelygte.
Ved fælles hjælp får vi trukket ledning og lampe ud til skuret, får sorteret de sidste dyr, læsset dem ind i min kasse seks ad gangen, kørt op til den interimistiske indhegning ved vejen, strøet lidt halm, givet lidt vand.
"Jeg tror, jeg sætter lys op, så det er klart i morgen tidlig," bekendtgør jeg og lader arbejdslampen stå op ad et træ.
"Hvor er det godt, at tingene er i orden, til dyrene bliver hentet. Og hvor er jeg glad for, at vi slipper af med de lam," siger jeg som det sidste, inden vi lægger os til at sove. Jeg høster et godnatkys som belønning for min indsats.
Som sædvanlig vågner jeg længe før, uret ringer klokken 4.30, lister ud af soveværelset, trækker i kedeldragten og gummistøvlerne og trasker ud i mørket.
Tænder min lampe - som virker - inspicerer dyrene - som står der endnu, beroliger dem lidt, og præcis klokken 4.45 ankommer vognmanden.
Resten af historien kan fortælles ret kort: Af en eller anden uransagelig årsag får vi presset dyrene ned i den forkerte ende af indhegningen. Af en endnu mere uforståelig grund er to led ikke samlet ordentligt i præcis det hjørne, og helt ufatteligt lykkes det dyrene at presse sig ind i revnen, vælte hele indhegningen og forsvinde ud i det natsorte mørke.
"Det kan vi godt opgive," erklærer vognmanden erfarent, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Alligevel forsøger vi, men da først de flytbare led er gået fra hinanden, er de næsten umulige at samle igen. To gange vælter de for os, to gange lykkes det at fange - næsten - alle dyrene, inden vi giver op.
"Fik du så sendt lammene af sted," mumler min kloge kone søvnigt, da jeg kold, sur og træt entrer ægtesengen en times tid senere.
"Øhm - der er noget, jeg lige skal fortælle," svarer jeg en smule usikkert.
Hun gætter øjeblikkeligt, hvad der er sket.
Da jeg næste "morgen" fortæller min kønne datter lidt om nattens hændelser - hun er stået op efter 12 timers skønhedssøvn - svarer hun straks:
"Jeg har jo sagt det: Jeg fatter ikke, at I gider de får!"