Log på Forside
 
Dagens dilemma

Da vi overtog mit barndomshjem efter mine forældre for godt fem år siden, var der tomt udenfor. Efter mange år med masser af liv på gården, havde de naturligt nok droslet ned. Der var ikke længere dyr i engen, det elektriske hegn omkring græsmarkerne trængte til udskiftning, og staldene var larmende tomme.

Men stille og roligt har vi ændret på det. I takt med børnenes ankomst er der igen kommet flere dyr på gården. Først holdt hunden og fårene deres indtog. Så kattene - hestene - kaninerne. Og næste plan er kødkvæg.

For nu har vi endelig fået det eftertragtede MVJ- tilskud til den våde eng i hus, og det kræver afgræsning. Så vi er nødt til at få nogle dyr derned. Spørgsmålet er bare, hvordan vi vælger race.

For vi vil jo gerne have nogle rolige, omgængelige dyr, der ikke bliver syge, klarer den våde eng uden at sidde fast, afgræsser den følsomme natur skånsomt, kan gå ude hele året rundt, passer sig selv, kælver uden problemer, passer deres kalve godt - og sidst men ikke mindst giver en masse kød af god kvalitet.

Så hvad skal vi vælge?

Som de fleste andre vil vi gerne have i både pose og sæk. Men ifølge landskonsulent H.C. Hansen har vi et dermed et problem. For ingen race besidder alle de egenskaber, vi efterspørger. Og har man marginale engjorder, er man nødt til at gå på kompromis med de store mængder kød. Løsningen hedder naturracerne. Det er den eneste kombination, der duer.

Og når jeg skal være helt ærlig, lyder det jo også meget fornuftigt ...

Læs mere om H.C. Hansens anbefalinger til valg af kødkvægsrace på side 4. Og få mere inspiration ved at læse om den nye britiske naturrace, Welsh Black, der for første gang er kommet til Danmark. Se side 6.

God fornøjelse.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: