Lene Petersen er uddannet håndarbejdslærer, og har strikket siden hun som seksårig lærte det af sin mor. Hun designer selv opskrifter til strik og vævning. Strikkeopskrifterne sælger hun blandt andet som en færdig pakke med det garn, der skal bruges dertil. Og det er meget populært hos kunderne.
Wauw.
Land & Livs udsendte må lige stoppe op på dørtrinet, da døren til gårdbutikken Katrinelund, der ligger udenfor Bryrup i Midtjylland, går op. Det mest fantastiske store, lyse rum med åbent til kip åbenbares. Det havde jeg ikke forventet få sekunder tidligere, da jeg stod jeg udenfor den ældre, staldlængde, der da er pæn, men ligner de fleste andre gamle staldlænger på danske gårde. Sikke en forvandling.
Fra køer til garn
Lene Petersen, der ejer gårdbutikken, er også meget glad for det dejlige 150 kvadratmeter store lokale, hvor der engang stod køer i den ene side og grise i den anden. I 2000 begyndte hun og hendes mand den nænsomme restaurering af staldlængen, der tog trekvart år.
Målet var en gårdbutik og et tekstilværksted med Lene Petersens store passion: garn og strik. Butikken blev åbnet op til jul 2002, og omsætningen er steget 25 procent hvert år siden. Indtil i sommers har Lene Petersen passet butikken ved siden af et deltidsjob som håndarbejdslærer. Men så tog hun springet og sagde udejobbet op.
"Nu satser jeg fuld tid på gårdbutikken, som er ved at blive udvidet med en netbutik, som jeg forventer meget af. Men det er et kæmpearbejde at få op at stå, for alle varer skal fotograferes", siger hun.
Bevaret stalddetaljer
Parret har bevaret meget af det oprindelige i bygningen, så man kan fornemme hvad den tidligere har været brugt til. Men der er også sket en stor forandring. Det gamle høloft er væk, for der er kommet helt nyt ståltag på. Loftet går nu op i kip og er beklædt med træplanker. Der er lagt trægulv, og de bærende træstolper er også nye. Det samme er et stort vinduesparti i gavlen for at give mere lys indenfor.
"De gamle hanespær er der endnu - fritlagte. Og den oprindelige, rå mur er blot vasket og kalket. De gamle ventilkasser er fyldt op med rockwool, men kan stadig bruges til udluftning efter behov. Det gamle malkerum er blevet til toilet. Og de gamle staldvinduer blev slebet og malet, og har fået nyt glas,", fortæller Lene Petersen.
Fordelen ved en restaurering med et stort rum er, at bygningen let kan laves om til landboturisme eller andet, hvis gårdbutikken viser sig ikke at løbe rundt.
"Det er en investering, der giver mange muligheder, så der er ikke så meget at betænke sig på", mener Lene Petersen.
Lave omkostninger
Den gamle staldbygning oser i dag af kvalitet. Men restaureringen har været billig, for Lene og hendes mand har gjort det hele selv - med venners og familiens hjælp. Og træet var billigt, fordi det kom fra hendes fars skov.
"Alt er holdt i naturmaterialer og god kvalitet - både materialer til restaurering og indretning. Og det er også kodeordet for det, jeg sælger i butikken", siger Lene Petersen.
Hendes råd til andre er, at man skal holde udgifterne nede, når man renoverer og indretter. Og starte med varer på et minimum. For det kan vare længe, inden en gårdbutik løber rundt.
www.lenep-katrinelund.dk, tlf. 75 75 44 05.
Lene Petersen foran den restaurerede staldlænge, som har fået nyt vinduesparti i gavlen - designet af hendes datter. Hun har sammen med sin mand boet på Katrinelund siden 1979, og driver traditionel landbrug med 66 malkekøer samt opdræt. Indtil 2000 gik der ungdyr i stalden.
Alle Lene Petersens egne strikkeopskrifter hænger færdigstrikkede på giner i forretningen, så man kan se dem live. Men hun sælger også håndstrik, vævede ting, og lidt børnetøj af egen produktion. Plus håndlavet kunsthåndværk fra søsteren, som er keramiker og maler, fra moderen som syr patch-work, fra en af døtrene som er glaspuster, fra den anden datter, som laver håndlavede ørenringe, og fra en god bekendt som laver pileflet.
Den gamle staldbygning oser i dag af kvalitet. Alt er i naturmaterialer og høj kvalitet, for det har Lene Petersen valgt som varemærke. Men restaureringen har været billig, for Lene og hendes mand har selv gjort det hele - med venners og families hjælp.
Garn er sammen med strikkeopskrifterne butikkens primære produkt, og der er garn i alle afskygninger. Uld, bomuld, silke, hør og mohair, for der skal være et bredt udvalg for, at folk vil køre for det, har Lene Petersen erfaret.
De gamle staldvinduer er blevet shinet op, og er meget flotte. Om vinteren sættes løse forsatsvinduer for.