Det begynder allerede om morgenen.
Lige så snart vi slår øjnene op, kan vi se efterårssolen indhylle landskabet i gyldne farver.
Vi blæser på termometrets pessimistiske syv grader og sætter os på terrassen for at spise morgenmad til et kor af gæs, gravænder og vadefugle.
Vi nyder synet af 12 musvåger, der i cirkler stiger op lige over huset og siger til hinanden, at når man bor sådan et sted, er der ingen grund til at rejse nogen steder hen.
"Næsten ingen," tilføjer min kloge kone efter at have tygget lidt på tanken.
Det var meningen, at vi skulle rydde op og gøre rent, men ingen af os kan få os til at bruge denne pragtfulde efterårsdag inden døre. Vi prøver i stedet at jævne jorden efter de tømrere, der på femte uge er i gang med at skifte taget. Med jævne mellemrum kaster jeg et blik op på huset og glædes over det helt nye look, det har fået.
Da græsset er tørret en smule, får jeg startet plæneklipperen og gør plænen vinterklar. Jeg tømmer buskrydderen for benzin og får en smuk time til at gå med at tage de flytbare hegn ind. For en gangs skyld er vi foran på lige netop det punkt. Utallige er de år, hvor vinterens oversvømmelser sætter voldsomme spor på de flytbare hegn, som ellers er så nemme at få ind, før det er for sent.
Jeg får flyttet dyrene op på den eng, som aldrig bliver oversvømmet, og de kaster sig over det græs, der har stået og ventet på dem på en dag præcis som denne.
Da vi når til eftermiddagskaffen og den hjemmelavede æblekage - lidt indendørs sysler skal der jo være tid til - gør 10.000 stære os selskab. Med et sus som fra et jetfly laver de flyveøvelser lige over vores hoveder. I selv samme sekund drejer alle stære - som styret af en usynlig hånd - op i luften, og vender tilbage minuttet efter for at kaste sig over de modne rønnebær lige ved siden af os. Med åbne munde følger vi de ufattelig mange fugle, der med præcis en stærs mellemrum slår sig ned i alle områdets træer eller på græsplænen, hvor de kaster sig over usynlige larver.
Vi tager hinanden i hånden og går en tur ned til vandet, hvor vi konstaterer, at engen allerede er godt og grundigt gennemblødt, hvilket den sådan set har været hele sommeren.
I et anfald af vildskab tænder min ellers så kloge kone op i grillen og bebuder grillet roastbeef og rødvin i haven.
Det sidste bliver nu kun en forsmag. Aftensmaden er vi nødt til at indtage inden døre, men duften af grill og sommer trænger tydeligt helt ind i stuen.
Vi ved godt, at det formentlig er årets sidste weekend, hvor vi kan opføre os på den måde. Kalenderen siger oktober, sommeren har været den vådeste, vi kan huske, og nu har vi pludselig en chance for at nyde de smukkeste farver nogen årstid kan tilbyde i et lys og et solskin, som vi end ikke turde drømme om.
"Hvor har vi det bare godt," siger jeg taknemmeligt til min kloge kone, der smiler sødt tilbage.
Lige før vi skal spise, melder den lapsede lemmedasker sin ankomst. En lang nat har sat sine spor i hans unge legeme, og han har da også sovet hos en kammerat det meste af dagen, meddeler han, da vi nysgerrigt spørger til, hvordan hans dag er gået.
Der går en rum tid, før han samler sig sammen til at komme med et høfligt modspørgsmål:
"Hvad har I så lavet," spørger han en anelse uinteresseret.
Vi fortæller begejstret om alle de store oplevelser, vi har haft, og om alt det vi har nået.
"Det lyder godt nok kedeligt! Er det alt, hvad der er sket i jeres weekend," spørger han træt.