Log på Forside
 
Skovning af en hektar nål betalte gentilplantning af løv
Skovejer Eigil Petersen fik en hektar gammel nåletræsskov skiftet ud med nyplantet løvskov - plus et lille overskud - uden at røre en finger.
Foto: Anders Brohus / Polfoto.
For Eigil Petersen og hans familie viste der sig at være overskud i at få skiftet den gamle, udtjente nåleskov ud med en nyplantet løvskov. Til trods for, at træet gik til både tømmer, cellulose og industritræ, fordi der var råd i noget af det.

"Vi er rigtig godt tilfredse. På forhånd var vi meget i tvivl, om træerne havde en kvalitet og størrelse, der var god nok til at give nogle ordentlige priser, så projektet kunne løbe i nul. Men vi har nu fået en lille del af den gamle nåleskov fældet og plantet spændende, blandet løvskov i stedet. Uden selv at trække arbejdshandskerne på eller hive penge op af lommen. For det viste sig heldigvis, at projektet kunne bære sig selv rent økonomisk. Vi fik oven i købet et lille overskud ud af det."

Eigil Petersen fortæller begejstret om familiens sommerprojekt, hvor HedeDanmark fældede og fjernede træerne med deres store maskiner, ryddede op i al grenaffaldet, og lavede riller og plantede nye træer på arealet.

Løbende udskiftning

Sammen med sin kone og hendes fire søskende ejer han en skovhytte med godt fem hektar nåleskov og to hektar mark tæt ved Frederiksdal mellem Silkeborg og Viborg, som de har arvet efter hendes far og bedstefar.

Skoven blev plantet af det flyvende korps i efterkrigsårene sidst i 1940'erne, og var nu ved at nærme sig en granskovs maksimale levetid på omkring 70 år. Derfor besluttede familien, at al skoven skulle udskiftes i fire etaper inden for de næste 15-20 år. Og første etape skulle i gang nu, så de også kunne nå at få glæde af den nye skov.

"Vi kom selv med et udspil om vore ønsker til HedeDanmark, og i samarbejde med dem kom vi frem til det endelige resultat over, hvad der skulle fældes, og hvad der skulle plantes hvor og hvornår. Og så klarede de ellers resten," fortæller han. Og glæder sig over, at han ikke selv var involveret i den praktiske gennemførelse. Det kunne faktisk ikke være nemmere.

Mere varieret

Resultatet er blevet rigtig godt. I stedet for gammel rødgran står der nu spæde træer af eg, bøg, birk, tjørn, kirsebær, lærk og forskellige buske på en fjerdel af skovarealet. Træer som vokser op og bliver til en helt anden og meget mere varieret skov end før.

Der er bevaret enkelte store skovfyr som overstandere midt i det nyplantede. Og en tidligere vej er pløjet op og plantet til, og en ny er anlagt. Også en kærlighedssti slynger sig rundt i den nyplantede skov, så man kan gå sammen og hygge sig. Og føle at man går mange flere kilometer, end man faktisk gør.

"Vi forventer meget af projektet og de kommende års udskiftning af de gamle grantræer. Og timingen har været rigtig god. Træerne blev plantet i sommer, lige efter det begyndte at regne, og det har det så gjort lige siden," siger den glade skovejer.

Eigil Petersen og hans svigerfar Bent Nielsen, der var grundlægger af skoven i efterkrigsårene, nyder det gode efterårsvejr i deres skov, som er familiens samlingssted med et fælles sommerhus.
Uden at røre en finger fik Eigil Petersen skovet gammel nåleskov af HedeDanmark og plantet ny skov i stedet. Primært løvtræ, men her har der sneget sig lidt ny nål med også.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: