Log på Forside
 
Arkitektens rapport

Østergaard er et sluttet vestjysk gårdanlæg med en fin gårdsplads som omdrejningspunkt/ankomstplads. Fra gårdpladsen er der adgang til stuehuset, garager i den vestlige avlsbygning og de øvrige avlsbygninger.

Østlige længe har rumvirkning

Den østlige længe bør ikke fjernes af følgende grunde:

lHelheden og symmetrien i gårdanlægget vil forsvinde. Gårdspladsen er et godt rum.

lDen forholdsvis stærke og typiske vestjysk bygning med mørkerøde teglsten og lyse fuger bør bevares.

lBygningen kan sættes i stand med for eksempel indbygning af stålrammer, som kan give et samlet stort volumen til forskellig anden anvendelse.

-Hvis bygningen fjernes, er det vigtigt med en visuel afgrænsning af gårdspladsen. For eksempel med et 0,9 meter højt bøge-pur som dækker hele bygningens areal, og hvori der plantes to rækker højstammede træer.

Nyt tag skal matche

Den østlige længe er stormskadet og i denne forbindelse skal der lægges nyt tag, for eksempel en "ny" pandeplade tagdækning. En galvanisering er nok for lys i dette tilfælde, men en antrazitgrå vil stå godt til de mørkerøde mursten. Det er vigtigt at den nuværende detaljering, for eksempel overgangen mellem tag og mur fastholdes. Den helt tynde stålplade vil stå stærkt med et lille udhæng på maks. 10 cm og uden tagrender.

Problematisk trekant

Vedrørende udenomsarealerne: Indkørselsvejen er fin og direkte målrettet gårdspladsen. Men trekantområdet mellem kommunevejen, indkørslen og østlængen skal strammes op, og gøres mere karakterfast.

For at lede trafikken på kommunevejen og indkørslen til gården, vil en jordform være en løsning. Det er en jordopbygning med 30 til 35º hældning fra alle tre sider som mødes i en spids som skal afrundes let. Jordformen bør tilsås med græs og efterfølgende stå helt ren med en græs-slået overflade.

Ind mod østfløjen skal der være et befæstet område, som danner vejen frem til porten i ladegavlen. Åbningen ud mod kommunevejen, spærres med et diskret hegn - for eksempel af et mørkt rio-net i stål.

For at lede trafikken og medvirke til at sætte farten ned, foreslås plantet nogle vejtræer. To før hjørnet på laden og syv til otte træer efter - som samtidig markeret overgangen mellem vejen og den fine græsgrønning umiddelbart nord for laden.

Arbejdsindkørslen er i dag ok, også i forhold til det fritliggende maskinhus, som skiller sig materialemæssigt fint ud i forhold til den oprindelige gård.

Kig fra haven

Umiddelbart vest for gården er der tilplantet et større areal (skovrejsning) som giver læ og remissedannelse for vildtet.

Ligesom der er små åbninger i det gamle læbælte ud til "remissen", kan der også med fordel åbnes i læbæltsbeplantningen syd for haven ud mod markerne og udsigtspunkterne.

Fra stuehusets fine syd- og vestvendte terrasse-områder vil det dagligt være en oplevelse at kunne kigge ud i landskabet på alle årstider.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: