Log på Forside
 
Initiativpris til godsslagteri og gårdbutik

Grønt Center i Holeby på Lolland har tildelt godsejer Eirik Vinsand ved Kalundborg en initiativpris, fordi han har udviklet sin landbrugsbedrift til også at omfatte slagteri og direkte salg til forbrugerne.

Asnæsgården og Mineslund ligger på den yderste halvdel af halvøen Asnæs ved Kalundborg. De to gårde på i alt 672 hektar er drevet økologisk siden 1999. Fra gården leveres der nu også kød og andre varer med levering til forbrugernes dør. Der køres varer ud til det meste af Sjælland, og til andre dele af landet sendes varerne pr. post.

I produktsortimentet er der foruden diverse udskæringer fra kvæg, svin og får varer som honning, olie, chokolade mv. Fra i år kan man også købe koldpresset rapsolie af raps fra gårdens egne marker. Dyrevelfærd og omhyggelig og korrekt behandling af kødet har høj prioritet.

Kvægbesætningen er på 220 årskøer og en studeproduktion på ca. 100 stk. I primærbedriften er der tre fast ansatte medarbejdere og tre elever. I slagteriet, der ligger på gården, er der fire ansatte.

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: