Log på Forside
 
Jeg gider ikke almindelige turistrejser
Mælkeproducent Jørgen Vest Rasmussen er begejstret for landbrugsfaglige rejser, hvor man kommer tæt på de lokale, kulturen og et fremmedartet landbrug.
Foto: Jens Tønnesen.
Jørgen West Rasmussen driver 73 hektar og har 40 økologiske køer. Bedriften passes af hans kone, Lone, og deres seks børn plus en polsk medarbejder, når han tager af sted på rejse.

"Jeg rejser for at se, hvordan de lokale mennesker bor og lever - og opleve deres kultur sammen med dem. Ikke for at få inspiration til mit hjemlige landbrug. Men for at blive klogere - socialt og menneskeligt set," siger Jørgen Vest Rasmussen, der er økologisk mælkeproducent mellem Auning og Randers på kanten af Djursland.

Han var sidste vinter på en landbrugsfaglig rejse til Vietnam med Dumas-Johansen Rejser, og var meget begejstret for turen.

Hvorfor faglig rejse

Men når det ikke er for at få input til sit hjemlige landbrug, hvorfor så vælge en rejse der er bygget op om et landbrugsfagligt indhold?

"Fordi jeg er nysgerrig og gerne vil vide alt det, jeg kan komme til, om befolkningen og det land jeg besøger. Ikke på den overfladiske turistagtige måde, men virkelig komme ud i den jævne befolknings hjem og kommunikere med dem. Og ikke vide, hvad der sker om en halv time. Og så interesserer jeg mig selvfølgelig for landbrug og for at vide, hvordan ligesindede praktiserer det i andre lande," siger Jørgen Vest Rasmussen.

Han er slet ikke til almindelige turistrejser, hvor man kun oplever templer og andre turistattraktioner og sol, natur og strand. Lidt af det er fint nok, men hele tiden er for kedeligt, for han vil gerne ind under huden på den lokale befolkning.

Under huden

"Det kommer man på Dumas-Johansens rejser, som er præget af engagement, personlig betjening, troværdighed, stor erfaring, tryghed, sikkerhed, meget for pengene, en væld af informationer om landet og et kæmpe kontaktnet i landbrugskredse i det meste af verden. Deres rejser er primært bygget op på nærhed og faglighed, hvor man kommer rundt og besøger de lokale i deres egne hjem. Og ofte er der faglige rådgivere fra dansk landbrug med som guider," opsummerer Jørgen Vest Rasmussen.

Ud over Vietnam har han tidligere været på en landbrugsrejse til Kina og foretrækker generelt Asien, fordi befolkningen er meget venlig og imødekommende. I sin ungdom rejste han en del i New Zealand og Australien, hvor han også arbejdede på en farm.

Den østjyske mælkeproducent rejser altid alene, selvom han har kone og seks børn i alderen ni til 16. Eller måske netop derfor.

"Der skal jo være nogen til at være hjemme ved børnene, og min kone vil hellere i sommerhus, så det gør hun af og til. Og det har vi det begge fint med," siger han.

For øjeblikket har familien en polsk medhjælper til at passe køerne, fordi Jørgen Vest Rasmussens skulder er beskadiget og snart skal opereres. Og det giver ham mere frihed til at rejse - noget han gerne vil gøre meget mere fremover.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: