Log på Forside
 
Jillaroo og Jackkaroo-skole i Australien
Lær kalvebrydning , brændemærkning og andre cowboydiscipliner i New South Wales.
Ines og Wendy fra Belgien i gang med kalvebrydning.

"Tag fat i halen og ørerne," råber karlen Stevo til de belgiske piger, som springer efter den brune kalv og triller omkuld gang på gang.

Kalven har ikke det mindste lyst til at blive trukket hverken i hale eller ører og traver bare videre. Skam få den der giver op.

Ines får fat i halen og Wendy i ørerne. Endelig sagtner kalven farten.

"Fint gjort," siger Stevo og går hen til kalvebryderne for at vise næste trin, nemlig hvordan pigerne skal nedlægge kalven uden at skade den eller sig selv. En, to, tre. Kalven - og også pigerne - ligger på marken. Wendy trækker i kalvens ene ben og læner sig bagover. Ines sætter sig på kalvens mave og holder hoved og hals nede. Arbejdet kan begynde.

Lejrbålet, som brændte, mens frokosten blev indtaget, var ikke kun til billy-teen men også til brændejernet. Hurtigt kommer karlen løbende med jernet og kalven får ejerens, Tim Skerretts, symbol indbrændt på bagdelen. I samme øjeblik jernet tages bort fra kalven, slippes den fri og kan stolpre hen til moderkoen og få en mælketår - for selvfølgelig svider det at blive brændemærket.

Cowboyskole

Kalvebrydning er en af flere aktiviteter, som eleverne får lov at prøve, når de deltager i cowboydage hos Tim Skerrett på Leconfield Jillaroo og Jackeroo School.

Cowboyskolen ligger midt i den australske bush, en times kørsel fra Country&Western byen Tamworth i det nordlige New South Wales.

Tim Skerrett startede skolen i 1997. I begyndelsen var det kun australiere, der kom på skolen, men nu er det også europæiske rygsækturister, som får mulighed for at prøve det landlige Australien i fem dage. Et Australien, hvor de sover i køjesenge i en lade eller - for de mere modige - under stjernerne.

De får undervisning i natural horsemanship, skor heste og lærer lassokastning. De rider lange ture, bader med hestene i sommermånederne og tager brydekampe med kalvene.

Selv om de i løbet af fire dage har fået meget jord under neglene og endnu mere tørt jordstøv i næseborene, er de 13 elever vildt begejstrede for Leconfield.

"Det er meget bedre end jeg havde forestillet mig," siger 20-årige Camilla fra Ålesund i Norge.

"Alt er så velordnet og det er rigtig morsomme aktiviteter vi bruger dagene på".

Den bemærkning kommer fra en pige, som både er hunderæd for køer og nybegynder på hesteryg. Kalvebrydning kastede hun sig derfor ikke ud i, men hun vovede lassokastning. Efter tre kast lykkedes det hende med fjerde kast at få løkken rundt om halen på en kalv, der stod stille.

Fra gruppen, som allerede havde gennemført deres kast lød der et beundrende "åh". Det er nemlig ikke så let som det ser ud til.

Da lassoøvelsen er forbi, er der ikke mere tilbage af dagen end turen hjem til hest. Det tager to timer gennem det bakkede landskab, før gruppen er tilbage på gården.

I sensommeren bliver det skumring ved halv otte tiden, og inden da skal hestene være på fold.

Når solen forlader Leconfield serveres middagen rundt om ildstedet foran laden. Stilheden lægger sig over kopiger og -drenge.

Det har været en lang dag med hårdt slid. De fleste muskler i kroppen værker. I morgen er det sidste dag på hesteskolen. Ingen af eleverne har lyst til at tage afsted. Det er de alle enige om. De er midt i et eventyr. Et eventyr som bliver meget svært at overgå under den fortsatte Australiensrejse.

Oversættelse: Marianne Fogtmann

Kalvebrydning fører ofte til, at man ruller rundt i støvet.
Både kalv og piger må ned at ligge.
Lassokastning ser nemt nok ud. Men er det ikke.
Et køligt bad sammen med hestene.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: