Den gør sin entre dagen efter min søns 18 års fødselsdag.
En lille hvid hamster i et ombygget fuglebur, som bliver placeret på en stak gamle aviser ude i gangen.
"Jeg har sagt det: Vi vil ikke have dyr inde," bekendtgør jeg med en lidt for spag stemme.
Næste dag er Jimmy - sådan hedder han, får jeg at vide - rykket ind på køkkenbordet.
"Hvor er han sød," sukker min kønne datter.
"Men han har godt nok en mærkelig bagende," fortsætter hun, mens Jimmy uanfægtet propper nødder og grøntsager ind i sit tilsyneladende enorme gab. Skatten placerer han i en bunke hø, som knægten har købt i en plasticpose i brugsen!
"Vi havde da ellers nok hø ude i laden," indvender jeg. Der ligger stabler af velbjærget hø, og vi kan hente et par ton mere hos naboen, når der er brug for det.
Men det er ikke det samme, bliver jeg belært om, mens jeg til min overraskelse ser min søn blive optaget af sit nye husdyr. Aldrig har han tidligere interesseret sig for den slags.
Jimmy er en vittighed, en joke, som drengene i klassen har med hinanden. Hver gang en fylder 18, skal han have overdraget det lille dyr, som han skal passe til den næste runder det vigtige hjørne.
En af reglerne går ud på, at Jimmy skal forsynes med en ny ting hvert sted.
I de følgende uger indtager Jimmy vores hjem. Hver aften ved 10-tiden entrer han det møllehjul, som holder ham i forbavsende god form.
"Han løber 60 kilometer hver nat," betror min søn mig, og jeg tror på det, da jeg den følgende nat hører, hvordan det lille hjul piber i timevis, indtil Jimmy udmattet går til ro ved fem-tiden.
Næste dag bliver hjulet smurt.
Der er også tale om et meget renligt dyr, får jeg at vide, og igen: Jeg tror på det: Jimmy sender sine små lorte en halv meter uden for buret, hvor de lander på køkkenbordet.
Det er faktisk først her, idyllen får en sprække.
"Det er ulækkert. Det dyr skal ud af køkkenet," beordrer jeg og bliver straks nedstemt.
"Men så skal der i det mindste gøres rent rundt om buret hver dag," siger jeg og bliver mødt med et "ja, ja far, tror du måske jeg gider have lort i min mad" fra den lapsede lemmedasker.
Og det må jeg faktisk tro, siger jeg, da der i et par dage ikke er sket ret meget andet, end at en række små lorte har samlet sig på og uden for avisen på køkkenbordet.
"Lad nu være med at hidse dig op, far," lyder det fra knægten, mens min kloge kone og jeg i kor gør opmærksom på, at det ikke kun er bordet der skal gøres rent. Buret stinker og skal vaskes - mindst en gang om ugen, meddeler vi den ranglede knægt.
"Ja, men ikke lige nu, jeg har en masse lektier," undviger han.
Der skal gå yderligere et par dage, før han får hjælp af en veninde til hovedrengøringen. Først da går det op for os, at knægten er bekymret for at fange dyret og skal have hjælp af sin mere modige veninde.
Vi har Jimmy på besøg i flere måneder, og efterhånden bliver det helt hyggeligt at høre ham pusle rundt i høet og gemme nødder og andre godbidder, som vi senere kan smide ud, når buret skal gøres rent.
Selv de små sorte efterladenskaber på køkkenbordet affinder jeg mig med, og det ligner næsten idyl, når hele familien står samlet omkring buret og betragter gnaverens privatliv.
En gang i mellem får han lov at komme ud på køkkenbordet, som han interesseret udforsker. Med sine effektive tænder afsætter han et usletteligt aftryk på telefonens tast med et-tallet, men vi tilgiver ham straks. Kun en gang kunne det for alvor være gået galt, da min søn tog Jimmy med ud i haven for at vise ham verden uden at tænke på vores altid sultne katte. Men som ved et mirakel overså kattene den lille hvide lækkerbisken.
Men nu er Jimmy flyttet. Væk. Og jeg bliver nødt til at give min kone ret, da hun siger, at hun næsten savner ham.
"Jeg er sikker på, at I godt må besøge ham i hans nye hjem," griner den lapsede lemmedasker, da vi står og kigger på den tomme plads på køkkenbordet.
"Han savner sikkert også jer!"