Log på Forside
 
Mobil gårdbutik: Landmand kører til byen og sælger sit oksekød
To gange om ugen kører østjysk landmand sin mobile gårdbutik til torvet i Randers og Århus midtby for at møde bykunder, der foretrækker at købe små portioner kød af gangen
Foto: Merete Hattesen.
Spangens gårdbutik er indrettet i en tidligere hestestald og meget af det gamle staldmiljø er bevaret. For eksempel buerne i loftet, de oprindelige stålstolper og staldvinduerne.

Ulla og Per Veirum fra Harridslev ved Randers har indrettet en gårdbutik i en gammel hestestald på deres ejendom. Herfra sælger de oksekød. Derudover har de en mobil gårdbutik i form af en salgsvogn, som har kostet godt 100.000 kr. brugt.

Hver onsdag og lødag formiddag kører Per til Torvet i Randers og Århus midtby med salgsvognen. Dels for at møde andre kunder, end dem der kommer i gårdbutikken ude på landet - og dels for at være mere synlig.

Salg i små portioner

Det meste af det kød, der sælges fra gårdbutikken er udskåret og pakket i ret små portioner. For eksempel en bøf til 18 kr. eller 200 gram hakket fars for 17 kr.

"I begyndelsen solgte vi mest kvarte dyr eller ottendedele. Men jeg fandt hurtigt ud af, at mange gerne ville have mindre portioner. Så det begyndte vi med, og nu går vi helt ned til enkelt portionsstørrelser. Og det har været en stor succes, for det giver intet spild", fortæller Per Veirum, som står for gårdbutikken, mens Ulla har egen zoneterapi forretning i stuehuset.

Han sælger kød fra 75 tyrekalve om året på kødets gode fedtfattige kvalitet, dyrevelfærd og historien. Og det er ikke særlig dyrt.

"Vores priser ligger på supermarkedspriser, og det synes folk er rimeligt", siger han.

Fra elektriker til slagter

Parret har boet på ejendommen i 27 år og Per er uddannet elektriker og har arbejdet som sådan indtil for to år siden.

"Det hele begyndte i 1993, hvor vi fik vores første ammekøer af racen Limousine. Uden at have et klap forstand på det. I 2004 havde vi fire køer, og afsatte kød til venner og bekendte, men det blev hurtigt for lidt. Men vi har kun godt fem hektar, så det begrænser jo vores egen kødproduktion", fortæller han.

Derfor har han de sidste par år haft aftaler med 3-6 større kødkvægsproducenter i området, der har de samme krav til kvalitet og dyrevelfærd som dem. Og i dag aftager gårdbutikken de fleste af deres kalve. Blandt andet fordi det er vigtigt at have en stor buffer, for der må bare ikke mangle kød i butikken, når efterspørgslen er der. Og den svinger enormt meget.

Selvom han ikke har skyggen af slagteruddannelse, fungerer han i dag som en sådan.

Dyrene slagtes ved Danish Crown, som parterer kødet i store stykker. Men han laver selv spegepølser, rullepølse, løgpølse og saltkød og skærer selv alt kødet ud og vakuumpakker alt i butikken. Alt fryses ned. Fersk kød fås kun på bestilling.

Indretning af butik

"I 2003 lavede vi hestestalden om til en 55 kvadratmeter stor gårdbutik, og bevarede meget af det gamle staldmiljø. For eksempel buerne i loftet, de oprindelige stålstolper og staldvinduerne. Siden er det gået godt. Omsætningen er fordoblet hvert eneste år. Først i år er det stagneret lidt. I 2005 sagde jeg derfor mit elektrikerjob op for at hellige mig gårdbutikken på fuld tid eller mere", smiler Per Veirum.

Hans mål er at sælge kød for 1,8 million om året. Først da vil han kalde gårdbutikken en god forretning. Men der er endnu langt op.

"Inden vi selv gik i gang med at lave stalden om til butik, fik jeg en ud fra Fødevareregion Århus for at se stalden og fortælle os, hvad der skulle laves om, så den kunne blive godkendt som slagterbutik. Og jeg må sige, at det er små krav, de stiller. I store træk går det ud på at sætte fliser op der hvor man pakker, lave rottesikrede afløb, have to håndvaske og adgang til varmt og koldt vand. Er man ikke parat til at opfylde det, er man slet ikke seriøs", mener den selvlærte slagter.

Han fortæller, at myndighederne besøger gårdbutikken to gange årligt, uddeler smileys og er meget tilfredse. Men de gør også meget ud af, at der er meget rent i gårdbutikken.

Man kan også købe kød fra gårdbutikkens hjemmeside www.spangen.dk. Tlf. 25 30 29 78. Åbningstider torsdag og fredag 10-17, lørdag 10-13 plus den mobile salgsvogn hver onsdag formiddag i Århus og lørdag formiddag i Randers.

Per Veirum holder med sin mobile gårdbutik med salg af oksekød på Torvet i Randers Midtby hver lørdag formiddag. Hjemme i Spangens gårdbutik på bedriften køber hver kunde for gennemsnitligt 3-500 kr. I den mobile salgsvogn er salget pr. kunde langt mindre. Til gengæld kommer de fleste kunder fast hver lørdag.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: