16 Juletræer på herregården Hessel
Danmarks sidste helt stråtækte herregård danner rammen om en juletræsudstilling 24.-25. november med temaet natur.
Herregården Hessel ved Hvalpsund.
På herregården Hessel ved Hvalpsund i Himmerland - Danmarks sidste helt stråtækte herregård - har kreative mennesker i år pyntet 16 juletræer, som i weekenden 24.-25 kan beundres i landbrugsmuseets stuer.
Det er syvende gang, der er juleudstilling på Hessel. Igennem årene har udstillere og kunstnere været mange, materialerne har været halm, filt, glas, og sølv, udført i nye spændende designs, men altid med dyb respekt for de gamle håndværksmæssige traditioner.
Årets juletræer i Hessels stuer er vidt forskellige både hvad angår materiale og design. En ting er dog fælles for dem alle, og det er årets tema, natur, som går igen i hele juleudstillingen.
I stalde og i stuehus kan børn og barnlige sjæle møde gårdnissen i form af billeder og tekst ud fra Astrid Lindgrens bog, Nissen. Lørdag kl. 11 og kl. 14 er der i museumscafeen oplæsning og sang ved Jens Munk-Christensen og Marianne Clausen. I år læses historien Grantræet. Søndag kl. 12 gentages lørdagens program, og kl. 13.30 er der julejazz for fuld udblæsning på gårdspladsen med Løgstør Musikforsyning. Begge dage er der mulighed for ture i hestevogn ud i julenaturen.
Foga
Herregården Hessel, Hesselvej 40, Hvalpsund, 9640 Farsø.Tlf.98 63-81 25.
Fra en tidligere juleudstilling på Hessel, hvor man oplevede stemning som Peters jul i 1860erne.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: