
Foto: Jens Tønnesen
Der er god plads til at lege udendørs. Børnehaven vil kun have mellem 35 og 40 børn, selvom der er plads til flere.
En lille pige løber alt, hvad hun kan. Væk fra mor og væk fra udgangen. Det er hendes første dag i frilandsbørnehaven Enghøj i landsbyen Hjarup ved Vamdrup. Og hun vil ikke hjem. Pigens reaktion er helt normal. For børnene i naturbørnehaven nyder at få lov til at lege uden for det meste af dagen og have masser af plads og ro.
Frilandsbørnehaven åbnede 1. august 2007 på gården Enghøj, som ejes af Nina og Poul Krabbe Friis. I 2006 vandt de Land&livs konkurrence "Find gårdens skjulte værdi - sæt liv i dine tomme bygninger" for deres idé om at lave en grisestald om til en frilandsbørnehave.
Stalden er nu renoveret, der er indrettet legeplads, og en privat børnehave er rykket ind som lejere.
Hårdt arbejde
Nina Krabbe Friis, der er læreruddannet, og Poul Krabbe Friis, der er planteavlskonsulent, har siden 2004 boet på Enghøj sammen med børnene Sofia på tre og Hans på to år. Gården er Poul Krabbe Friis' barndomshjem.
I staldbygningen fra 1914 havde de ingen planer om at fortsætte den produktion af slagtesvin, som faderen havde. I stedet fik de ideen om at oprette en naturbørnehave som et tilbud til både lokale børn og børn fra byen. Kommunen så med velvilje på projektet, så de fik landzonetilladelse til at bruge stalden på en ny måde.
Til finansiering af ombygningen har parret søgt alverdens sponsorater, fonde og EU-midler. Uden held. Derfor har de selv investeret i den omfattende renovering af gården. Men de vandt dog Land&livs "Find gårdens skjulte værdi"-konkurrence på 10.000 kroner fra BG Bank og arkitekt- og økonomirådgivning fra Dansk Landbrugsrådgivning til en værdi af 12.000 kroner,
"Vi var lidt bange for, at det hele skulle rives ned, men rådgiverne mente, at staldbygningen godt kunne godt bruges. Der er ikke meget tilbage af det gamle, men udseendet og atmosfæren er bibeholdt. Det har været et hårdt arbejde, men det er det hele værd," fortæller Nina Krabbe Friis.
I februar 2007 begyndte renoveringen, og nu er der fuldt sving i børnehaven, som allerede huser 30 børn.
Den tidligere staldbygning rummer et køkken-alrum med små borde og stole, mindre værelser med legetøj og badeværelser med toiletter i forskellige størrelser.
Børnenes leg foregår hovedsageligt uden for i fri luft, men i en længe i staldbygningen kan de også slå sig løs på en indendørs legeplads med plads til kaniner og med tiden smågrise.
Børn skal lege
Ilse Ludvig, som er daglig leder af børnehaven, har tænkt meget over pædagogikken:
"Det er ikke en børnefabrik, det her. Vi vil gerne give ganske almindelige børn bedre vilkår. Derfor er der megen plads til dem både fysisk og psykisk. Samtidig lærer de at løse deres egne problemer."
Det gør de blandt andet, når de leger i sandet mellem træerne, og når de kører på mooncars i den tidligere gyllebeholder ved siden af græsplænen. Børnene får et naturligt forhold til landbrug, dyr og natur, og de lærer, at det er hyggeligt at have høns, men at de også skal spises på et tidspunkt.
Ilse Ludvig er af den overbevisning, at det er vigtigt, at børn får lov til at være børn uden et strengt program og mange ting at tage stilling til.
"Hos os er det ikke nødvendigt at lave projekter hele tiden. Vi har så gode inde- og udearealer, at børnene bare skal have lov til at lege."
Det er også helt velovervejet, at alle ansatte ikke holder pauser i løbet af dagen. I stedet sætter de sig ned og drikker en kop kaffe, når der er tid til det. De ansatte skal ligesom børnene holde af miljøet i børnehaven.
"Hvis børnene kan holde ud at være her i ti timer, skal vi ansatte gerne kunne holde ud at være her i syv timer. Derfor går vi op i, at vi ikke har brug for at holde pauser fra vores arbejde," siger Ilse Ludvig.
Uanset vejret er der fart over feltet i den tidligere gyllebeholder.
I den tidligere stald kan børnene lege, kæle med kaniner og passe høns.
Nina Krabbe Friis sammen med datteren Sofia, som bliver passet i naturbørnehaven. Poul Krabbe Friis er på arbejde, mens sønnen Hans bliver passet i dagpleje.
De mindste kan sove i barnevognene i den tidligere stald. Selvom børnehaven åbnede dørene 1. august, mangler stalden den sidste finish, inden den er helt færdig.