Log på Forside
 
Danske landmænd har øje for svensk skov
Mange danske landmænd geninvesterer i svenske skovejendomme. Det får priserne til at stige.

Flere og flere landmænd fra Danmark går på opkøb i de svenske skove for på den måde at geninvestere deres avance fra salget af deres ejendom. Interessen fra danske købere er så stor, at det påvirker priserne på skove i Sydsverige i opadgående retning.

I Sverige opgør man prisen på skov pr. træ, og en enkelt af dem koster nu i gennemsnit 320 svenske kr., eller cirka halvdelen af hvad skov koster i Danmark. For fem år siden var gennemsnitsprisen 196 svenske kr.

I Mellemsverige er prisen på skov steget med 79 procent over de seneste fire år, viser tal fra LRF Konsult, Sveriges største mægler af land- og skovejendomme. I Sydsverige er priserne gået op med 51 procent i samme periode. Ifølge LRF tyder alt på, at den udvikling vil fortsætte også de kommende år.

"Den øgede interesse fra udenlandske opkøbere vil medvirke til, at priserne vil stige også fremover. Efterspørgslen efter tømmer er stigende, og der er netop nu et stort generationsskifte blandt de svenske skovejere. Derfor vil skovområder i det lange løb være en god investering," mener Lars Wesslund, direktør for mæglerområdet hos LFR.

Udskudt skat

Fordelen for de danske landmænd er, at de kan udskyde beskatningen af deres avance ved salg af driftsejendom i Danmark, så længe pengene er investeret i en anden erhvervsproduktion, for eksempel et svensk skovbrug.

Samtidig har man mulighed for at opnå et afkast på sin nye investering. Et afkast der netop nu kan blive ekstra stort takket være de stigende priser på svensk skov.

Det seneste halve år er andelen af udenlandske købere af skov i Sydsverige vokset fra 3,6 procent af de samlede handler til 4,7 procent af de samlede handler. Og det er især danskere, der er at finde blandt de udenlandske købere. I dele af Sverige - især i området lige nord for Skåne - bliver op til hver tredje hektar skov på markedet solgt til en dansker.

Herlighedsværdi

Men de rigtig interessante skovområder i Sverige finder man længere nordpå. Det mener Mikkel Amager, direktør i ejendomsfirmaet Svensk Skov og Jagt:

"Selv om priserne er steget meget i Mellemsverige, så er skovarealerne her stadig noget af det billigste i Europa. Og der er masser af uopdyrket potentiale i skovene. En større efterspørgsel efter biomasse til ethanol vil påvirke priserne på træ positivt i fremtiden. Samtidig stiger efterspørgslen i Kina. Og endelig er der det faktum, at priserne på de svenske skove indtil for kort tid siden ikke har været påvirket af herlighedsværdier som sø og jagt. Men det kommer nu, efterhånden som flere og flere udlændinge køber op. Det vil også påvirke priserne positivt."

Uanset om priserne på skov og tømmer vil stige i de kommende år, er en investering i et svensk skovbrug forbundet med meget lav risiko.

"Sverige er et gennemreguleret land, hvor man kan være sikker på, at alle regler bliver overholdt. Samtidig har en skovinvestering den fordel, at man i en eller anden udstrækning er sikret et afkast hvert år - simpelthen fordi træerne jo vokser år efter år," siger Mille Amager.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: