Log på Forside
 
Forenklet regnskab på vej til deltidslandmænd
LandboSjælland har allerede med succes testet et microregnskab målrettet deltidslandmænd. Også Landscentret arbejder på at udvikle en forenklet regnskabsversion.
Foto: Jens Tønnesen.
Deltidslandmænd kan glæde sig over, at et forenklet regnskab, der passer til deres behov, er på vej.

"Det er alt for dyrt, detaljeret og uoverskueligt."

Mange deltidslandmænd er enige om, at det er alt for dyrt at få lavet regnskab for en mindre deltidsbedrift på de fleste landbocentre i dag. Og selvom bedriften ikke er ret stor, får man alligevel udleveret et kæmpe regnskab fyldt med detaljer og mellemregninger, som man ikke har særlig meget brug for som deltidslandmand. Et regnskab der primært er målrettet et stort fuldtidslandbrug - ikke et lille deltidslandbrug.

Simpelt regneark

Det har man gjort noget ved i LandboSjælland, som et stykke tid har kunnet tilbyde sine kunder et forenklet regnskab lavet i et ganske almindeligt regneark i stedet for i det store forkromede økonomisystem, Ø-90, som bruges de fleste steder.

"Ø-90 er at skyde over målet til en del deltidslandmænd. Men programmet har hidtil været vores eneste alternativ, når vi vælger at beskatte indkomsten via virksomhedsordningen. Men til små ejendomme bør der være et mere smidigt alternativ. Så vi har udviklet et system i et regneark, som egentlig fungerer fantastisk - med både begrænsninger og muligheder i forhold til Ø-90. Vi kalder det et mikroregnskab og har lavet 40-50 stykker indtil nu," siger Peter Hansen, som er økonomikonsulent og leder af deltidsteamet i LandboSjælland.

Han mener dog, at de kan blive endnu bedre. Både til at effektivisere og optimere arbejdsgangene, og til at skræddersy produktet mod deltidslandmænd. Så udviklingen hen mod det optimale program er stadig i gang.

"Når udviklingsarbejdet er tilendebragt vil der sandsynligvis være flere produkter på hylden at vælge imellem. Valget afgøres af bedriftens omfang samt indkomsten og renteudgifternes størrelse", siger han.

Billigere

"Et af vores mål er, at regnskabet til deltidslandmænd skal være billigere. Prisen skal være konkurrencedygtig. Et andet, at det skal være mere enkelt, smidigt og overskueligt - med de nødvendige oplysninger men uden alt for mange detaljer og mellemregninger. Eventuelt ved at undlade den store statusdel. Men stadig med så megen substans, at man kan yde kvalificeret rådgivning ud fra det, hvis landmanden ønsker det," fortæller Peter Hansen.

Altså ikke et discountregnskab men mere strømlinet og målrettet end i dag - uden nedgang i kvalitet. Og så skal det være let at læse og forstå.

"Et skatteregnskab skal ikke kun laves for at stille skattemyndighederne tilfreds. Det skal også kunne give nyttig information om bedriften til landmanden," mener han.

Landscentret på vej

Men det er ikke kun de sjællandske rådgivere, der har fået øjnene op for behovet. Også Landscentret har fokus på deltidslandmandens behov for et enklere regnskab.

"Planen er, at vi i løbet af 2008 vil præsentere et tiltag, der gør det enklere at lave et regnskab med Ø90 til deltidslandmænd", fortæller Torben Vestergaard som er afdelingsleder på Ret & Regnskab, ØkonomiIT på Landscentret.

Det sker som led i Landscentrets vision: "At gøre det nemmere at være landmænd" - både deltids og heltids.

www.lbsj.dk, tlf. 59 21 17 00 eller www.landscentret.dk, tlf. 87 40 50 00.

Peter Hansen er økonomikonsulent og leder af deltidsteamet i LandboSjælland, der har indført et forenklet regnskab til deltidslandmænd baseret på et simpelt regneark.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: