Jordbruget søger 37 forskere
Via annoncer i både internationale, videnskabelige tidsskrifter og i danske dagblade søger Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) ved Aarhus Universitet i øjeblikket ikke færre end 37 nye ph.d.-studerende. Det er den største danske satsning inden for uddannelse af ph.d.-studerende til jordbrugssektoren nogensinde.
Nogle af de nye forskere skal arbejde med jordbrugsteknologi, fødevareteknologi, bioteknologi eller miljøteknologi, mens andre skal arbejde med eksempelvis husdyrgenetik eller med kvalitet af grønsager og landbrugsafgrøder.
"Såfremt vi fortsat skal have en betydende fødevareproduktion i Danmark, er det nødvendigt, at jordbruget, fødevaresektoren og forsyningsvirksomhederne får adgang til den bedst mulige viden," siger dekan Just Jensen fra DJF. Viden bliver nemlig et af de allervigtigste konkurrenceparametre i fremtiden.
En af konsekvenserne af globaliseringen er, at produktion flytter til områder, hvor løn og andre omkostninger er lavere. Jordbruget og fødevareproduktionen er blandt de områder, som kan blive hårdt ramt af globaliseringen. Mange producenter undersøger i øjeblikket mulighederne for at etablere sig i udlandet. På nogle områder - f.eks. frugt og bær til industriformål - er udflytningen allerede gennemført, således at der ikke længere eksisterer nogen egentlig dansk produktion.
"En af mulighederne for at fastholde og udvikle en fortsat dansk fødevareproduktion er at satse på videnbaserede og teknologitunge produktionsformer," mener Just Jensen.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: