Log på Forside
 
Nye skikke

"Slik - eller jeg hjemsøger dit hus!"

Fem drenge klædt ud som den sorte død, riddere i harnisk og andre skræmmende figurer ringede på min dør om aftenen 31. oktober. Det var hold nummer to. De fik bolsjer fra et glas, som jeg altid har stående fremme. Deres kommentar var: "Nå, du er forberedt".

Kort forinden havde der været tre udklædte piger, hvis vers jeg ikke fik fat i. Men det var ikke det samme som drengenes. De sørger for afveksling, tænkte jeg anerkendende. Så kom der et hold på tre, som sagde "Guf eller gys, eller vi slukker dit lys."

Jeg har de sidste mange år - efter et besøg i Boston allehelgensaften 1998 - altid sørget for at have en græskarmand til at lyse op ved mit hus 31. oktober. I år nåede jeg ikke at få det udhulet, så der stod bare en livligt orangegul grønsag ved døren. Men det signalerende trods alt, at jeg var med på ideen om at markere gysaftenen.

Det gjorde jeg også med roelygter i min barndom i 1950'erne på mørke efterårsaftener. Vi var en lille flok, der gik rundt med vores lygter og gned korkpropper mod folks vinduer. Det gav en hvinende lyd, så de blev forskrækkede, mens de sad og hyggede sig i det blå lys fra tv-skærmen. Jeg husker nu ikke andre børn, der praktiserede skikken. Vi havde vist læst for mange tegneserier fra Amerika.

I år var første gang, jeg har oplevet danske børn gå fra hus til hus og samle slik den sidste aften i oktober.

Hold nummer fire, to piger, sagde bare "guf eller gys" og fortalte mig, at det for dem ikke var nyt at fejre halloween, som vi vælger at kalde skikken, fordi allehelgensaften i Danmark ikke er placeret på fast dato.

Nu er vi altså ved at tage halloween til os - efter mange års tilløb. I hvert fald i mit bykvarter.

Nogen vil sige, det er udansk. Men sandheden er, at vi har importeret de fleste af vores rare og sjove traditioner. Tænk blot på juletræet, der kom til os fra Tyskland. Adventskransen er også en ret ny gæst i juleforventningsperioden.

Jeg har sammen med min familie importeret den amerikanske Thanksgiving-middag, hvor der er kalkun i centrum. Vi placerer middagen på en dato, der passer os, og ændrer lidt på tilbehøret i forhold til den oprindelige amerikanske opskrift. Alle bidrager med noget, så det nærmest er et sammenskudsgilde. I år holdt vi samtidig pakkespil, fordi vi ikke skal være sammen juleaften.

Jamen, det kan man da ikke i begyndelsen af november. Jo, det kan man sagtens.

Der er altid noget nyt - gammelt for andre - på vej. Og en dag kalder vi det dansk tradition.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: