Det er sket før og måske vil det ske igen. Og det er lige pinligt hver gang.
Det er slagtedyrene, det drejer sig om. Alt har jeg fået lavet, så det er nemt at have med at gøre: Jeg kan transportere dyrene bag på traktoren i en specielt indrettet kasse, vi har masser af flytbare led, som godt nok har nogle år på bagen - men som jeg altid siger til min kloge kone: den slags kan man jo ikke slide op.
Faktisk har vi efterhånden fået så meget udstyr, at vi, hver gang vi overvejer at stoppe lammeproduktionen, tager os selv i det, fordi det vil være ærgerligt fordi vi nu har fået alt det udstyr.
Argumentationen er selvfølgelig ikke knivskarp, og nok især præget af min lyst til at beholde dyrene.
Men netop derfor var det der skete den anden morgen så pinligt.
Nogle aftener i forvejen havde vi leveret langt de fleste af lammene til opkøberen, der sædvanen tro kom et par timer senere end han plejede, mens jeg sædvanen tro sad med gæster, kone og børn samt passende mængder rødvin og havde glemt alt om at levere lam. Men pyt, vi fik den lille forretning overstået lynhurtigt, fordi jeg havde fået forberedt det hele: Lammene lukket godt sammen, led op til vejen hvor lastbilen holder - alt var klappet og klart.
Da vædderen et par dage senere skulle hentes til nye opgaver blandt nye villige damer, gik det lige så smertefrit. Min geniale transportkasse blev løftet op i højde med køberens anhænger, og vædderen spadserede selv ind i anhængerens mørke.
"Det er bare noget der duer," sagde køberen imponeret over mine systemer, mens jeg nikkede sigende til min kloge kone, der ellers ikke holder sig tilbage med at udtrykke bekymring over, hvad hun kalder mine StormP-opfindelser.
Jeg var derfor relativt rolig ved udsigten til at skulle levere de sidste lam til slagtning til de private kunder - og et par udsætterfår med en fremtid som spegepølser og røgede fårelår.
"Det er godt, at fårene også er der - så bliver lammene ikke så urolige," sagde jeg til min kone, da dyrene planmæssigt var indfanget og placeret i indhegningen oppe ved vejen. Eftersom de skulle stå der fra sen aften til næste morgen klokken fem, havde de fået god plads.
"Tror du nu, det holder," sagde hun med et bekymret blik på hegnet, og for at berolige hende - ikke fordi det var nødvendigt - slog jeg en strik om alle hegnets samlinger.
Jeg vil påstå, at det kan ske for ALLE, det der var sket næste morgen. ALLE kan være udsat for, at et vanvittigt dyr i nattens løb får væltet hegnet og forsvinder i mørket.
Så det var vel ikke så unormalt, at alle dyr i tidsrummet fra 21 aften til fem morgen havde væltet hegnet og var stukket af.
Da jeg søvndrukken stod op for at møde vognmanden ved hegnet, så jeg kun et antal væltede låger - og langt nede på marken nogle fåreøjne, der afspejlede lommelygtens lysstråle.
Alle med den mindste forstand på dyr ved, at det er umuligt at fange sådan en flok i mørke med hjælp fra en lommelygte, så jeg opgav på forhånd.
Som sagt: Det kan ske for ALLE. Men hvorfor i alverden er det sket for mig to år i træk? Og hvorfor i alverden er det den samme vognmand, der er mødt op i begge tilfælde?
Jeg fortænker ham ikke i det svedne grin, jeg fik som svar, da jeg måtte meddele, at han måtte køre med uforrettet sag, men jeg havde godt nok gerne været det foruden.
"Hvordan gik det så?" spurgte min kloge kone søvndrukkent, da jeg fandt tilbage til ægtesengens varme.
"De må være blevet skræmt af en ræv eller en hund - de var stukket af," meddelte jeg slukøret.
Med et var hun lysvågen: "Næste gang binder du altså alle led sammen med strips! Er det forstået? Vi bliver jo til grin på denne her måde!"