Log på Forside
 
Dansksindet udvandrer
Anders Andersens bedste håb af Ebbe Larsen. Roman. Forlaget Hovedland. Pris 289 kr.

Titusinder af dansksindede forlod deres hjemstavn og drog som nybyggere til USA efter det danske nederlag og tabet af Slesvig i 1864. De ønskede ikke at leve under tysk herredømme og eventuelt blive indkaldt som soldater. Så hellere begynde forfra på bar bund i et fremmed land.

Romanen "Anders Andersens bedste håb" fortæller i fiktiv form om en af disse skæbner. En ganske tænksom og positiv historie om en mand, der først kommer til at bo i en lille hytte på prærien med sin familie og siden bliver en velhavende og respekteret ranchejer i Nebraska.

Med i sin bagage har han minderne fra slagmarkerne ved Dybbøl, og da han i USA oplever massakren på indianerne ved Wounded Knee, indser han, at den amerikanske drøm og hans egen succes hviler på, at de svage er blevet fordrevet. Som han selv - indirekte - blev det fra sin egn, da der kom ny herrer.

Ebbe Larsen, tidligere TV2-direktør på Fyn, fik med "Anders Andersens bedste håb" i 2006 sin romandebut med en beretning, der bygger på autentiske kilder og sætter nutidens historie i relief.

Hvis Sønderjylland lå et andet sted i verden, hvor der i dag er krig, så kunne Anders Andersen være kommet derfra - og have et helt andet og fremmedklingende navn.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: