Det kan han da ikke smage!«
Min kloge kone ser konspiratorisk på mig. Vi har fundet et stykke fårekød frem - mørbraden for at være mere præcis - lavet den i en sammenkogt ret med masser af kokosmælk, spidskommen, chili og andre stærke krydderier, og vi er enige: Ingen mennesker i verden kan smage, at det her er fårekød.
End ikke vi - den gode smags mestre.
Der er en grund til, at det er vigtigt, at det ikke smager af får: Den lapsede lemmedasker nægter at spise noget, der har med får eller lam at gøre.
I betragtning af, hvor meget vi andre holder af de uldede dyr, er det en anelse uheldigt, men som sagt: Vi formår at kamuflere det med krydderier så stærke, at de er nødt til at blive skyllet ned med masser af rødvin. Endnu en fordel!
Og hvordan skal en knægt, der drikker cola og med forkærlighed pøser ketchup ud over al ting, kunne smage, at det stærkt krydrede kød kommer fra et af vores udsætterfår?
»Hva' ska' vi ha' at æde?« spørger knægten som velkomsthilsen, da han en times tid senere kommer ind ad døren, som han nonchelant smækker, så pudset drysser ned på gulvet nogle sekunder efter hans ankomst.
»Kalvekød!« meddeler min kloge hustru, mens hun stirrer stift ned i gryden.
»Uhm, jeg elsker kalv,« bekendtgør han, mens min kone og jeg kort kommer til at se hinanden i øjnene vel vidende at vi har overtrådt et af de 10 bud temmelig voldsomt.
Og vi burde have vidst, at vores lille list ikke ville lykkes. Vi burde have forudset, at han allerede første gang han bider i et stykke kød med usvigelig sikkerhed og med retfærdig harme i stemmen kan sige:
»Det er får, det her. I har lavet får til mig - og I har løjet.«
Begge vi forældre, som skal lede vores knægt uden om alle farer, som skal lære ham forskel på rigtigt og forkert, som skal være forbilleder, må bryde sammen og tilstå.
»Jeg synes faktisk ikke I kan være det bekendt,« føjer han til med endnu mere retfærdig harme.
»Undskyld,« fremstammer vi brødbetyngede i kor og koger en portion pasta til knægten.
»Det skal aldrig ske mere,« tilføjer vi, da han skovler ketchup, pasta og købt revet ost ind i sit altid sultne gab.
Og som sagt: Vi burde have vidst det: Den knægt, som for nogle år siden blindsmagte seks forskellige cola-mærker og med total sikkerhed fastslog mærkerne på hver enkelt smagsprøve, kan selvfølgelig også smage forskel på kalv og får.
Hvordan kunne vi tro andet?
At knægten har en helt anden målestok for god smag end os, fremgår, da han næste dag bestiller Solgryn til morgenmad.
»Jamen hvad er der da galt med vores müsli?« spørger vi med forargelse i stemmen og hans svar er lige så logisk som enkelt:
»Det er sådan noget økologisk sundhedsflip - det gider jeg ikke æde!«
På samme måde afviser han at drikke den hjemmepressede æblemost - alene med den begrundelse at den er hjemmelavet - og muligvis også økologisk.
Næste dag bøjer jeg for overmagten og ønsket om husfred og laver lasagne.
»Gider du virkelig det?« spørger min kone overrasket fordi hun ved det tager en time og efterlader køkkenet i et uoverskueligt rod af beskidte gryder.
»Ja - man er vel en ordentlig far. Og jeg lyver i hvert fald ikke for min søn om, hvad han skal have at spise,« svarer jeg og læner mig frem, så hun rigtigt kan se glorien over mit hoved. Belønningen er et hårdt tjat på kinden.
Det er mens jeg står med potter og pander, jeg får den geniale ide til, hvordan jeg kan stoppe det evindelige svind i ølkælderen. Et svind, der tager til fredag og lørdag aften - og når der er drenge i huset.
Allerede dagen efter gennemfører jeg min plan: Køber en hel kasse økologisk øl - de er oven i købet på tilbud - og stiller dem i kælderen, som ellers er helt tom for øl.
Resultatet udebliver ikke: Fredag aften ved ni-tiden da knægten »lige skal besøge nogle venner« lægger han ligesom tilfældigt vejen forbi kælderen. Der lyder et udbrud der nede fra:
»Faaar,« kalder han.
» Har vi slet ikke nogen ordentlige øl? Dem her kan man da ikke drikke!«