Log på Forside
 
Dyrenes Beskyttelse ønsker alle malkekøer på græs
Stor underskriftindsamling sætter fokus på, om det skal vedtages ved lov, at alle køer skal på græs.
Foto: Jens Tønnesen.
Så glade er køerne, når de kommer på græs for første gang efter en lang vinter i stalden. Som man kan se er det ikke kun en attraktion for køerne.

112.257. Så mange har skrevet under på, at køer skal på græs mindst 150 dage om året. De mange underskrifter kommer fra Dyrenes Beskyttelses 2007-kampagne, "Sæt Køerne på Græs", der blandt andet har kunnet ses på nogle mælkekartoner det sidste halve år. Og på Dyrenes Dag den 4. oktober overrakte Dyrenes Beskyttelse de mange underskrifter til justitsminister Lene Espersen.

Faktum er, at færre og færre køer kommer på græs. I 2007 var cirka 50 procent af de danske køer på græs. Det viser en rundspørge, Dansk Kvæg har lavet hos kvægkonsulenter i foråret 2007. Til sammenligning var cirka 74 procent af køerne på græs i 2003.

Køernes velfærd

De fleste er nok enige om, at køer så vidt muligt skal på græs i sommerhalvåret - også dem der ikke har skrevet under i kampagnen. Dels pynter køerne i landskabet, dels er et aktivt udendørsliv også bedst for dyrene. I Sverige er det tilmed et lovkrav, at køerne skal på græs i sommerhalvåret.

Dansk Kvæg er dog ikke tilhænger af, at det skal vedtages ved lov, at alle køer skal på græs. De mener, at det primære er, at køernes velfærd er sikret - uanset om de er på græs eller i stald. For i moderne kvægstalde tilgodeses køernes behov både uden afgræsning og med afgræsning.

Dansk Kvægs formand, Peder Philipp, siger:

"Dansk Kvæg sætter pris på, at forbrugerne stiller krav til de produkter, som danske kvægbrugere producerer, og finder det positivt at der er mulighed for at producere produkter med forskellig oprindelse, for eksempel mælk fra køer på græs."

Heller ikke han er i tvivl om, at køer på marken pynter i landskabet. Men ud fra en dyrevelfærdsmæssig vinkel er der både fordele og ulemper ved afgræsning.

For ikke alle kvægbedrifter egner sig til at have køerne på græs. Enten fordi der ikke er nok afgræsningsarealer lige rundt om bedriften, fordi logistikken med at få mange dyr ud og ind af stalden er vanskelig og giver øget arbejdstid. Eller fordi der er stor risiko for, at marker og veje bliver trådt op rundt om bedriften i regnvejr. Heller ikke alle jordtyper egner sig til afgræsning.

Krav til produktionssystemer

Med målet om, at alle køer skal have det godt, ligegyldigt om de går på stald hele året, eller om de kommer på græs om sommeren, stiller Dansk Kvæg således krav til alle kvægbedrifter og opfordrer kvægbrugerne til at skabe de rette dyrevelfærdsmæssige forhold for køerne. Så velfærden sikres 365 dage om året, uanset om de er på græs eller i stald.

"Vi mener, at det er den enkelte kvægproducent som har ansvaret for køernes velfærd, og at den vigtigste faktor for at opnå velfærd er driftsledelse. Den ko der kommer på græs om sommeren skal også ind i stalden om vinteren, og her skal forholdene også være i top for koen," lyder det fra Peder Philipp.

Derfor ønsker Dansk Kvæg, at den enkelte landmand vurderer, om køerne skal på græs i sommerhalvåret, eller om køerne skal på stald hele året. Landmanden træffer sin beslutning ud fra forholdene på bedriften - det vil sige staldindretning, arealstørrelsen på bedriften, arealernes beliggenhed, drivveje, jordens beskaffenhed og vejret, så køernes velfærd sikres.

www.kvaeg.dk, Peder Philipp, tlf. 21 78 12 21, Peter Stamp Enemark, konsulent i Dansk Kvæg, tlf. 87 40 52 42.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: