Log på Forside
 
Fritidslandbrug med udstyret i orden
John Andersen og Dorthe Wagner får god hjælp af udstyret til ATV'en i marken
Foto: Jens Panduro
Dorthe Wagner dyrker kartoffelsorterne Rapido og Ditta og bruger tipvognen til at hente kartofler på markerne både forår og efterår.

En sprøjte, en tipvogn, en brakpudser og et sæt tvillinghjul er, hvad John Andersen og Dorthe Wagner har af udstyr til deres ATV. De bruger ATV'en rigtig meget, når de passer deres 37,5 hektar og otte moderfår på gården ved Køge. Landbruget driver de ved siden af deres job. Dorthe Wagner er sygeplejerske og John Andersen driftschef for Dong Energy.

Succes med ATV

Tidligere har John Andersen og Dorthe Wagner prøvet at løse deres opgaver på gården med en minitraktor og en firehjulstrukket vogn. Det gik ikke efter hensigten.

"Jeg var dødtræt af at vande fårene med traktoren. Traktoren kørte fast hele tiden, og jeg spildte alt for meget vand," fortæller Dorthe Wagner. Derfor var det hende, som tog initiativet til at købe både ATV'en og udstyret. Nu er det en meget nem opgave at vande fårene. Sprøjtetanken kan fyldes med 80 liter vand, og Dorthe Wagner er henrykt:

"Det går lynhurtigt med at vande nu. Det tager kun fem minutter at give fårene 80 liter vand."

Mange funktioner

Fire gange om ugen bruger John Andersen og Dorthe Wagner ATV'en og udstyret. Det hele har kostet dem den nette sum af 200.000 kroner, men det er alle pengene værd. Parret bruger udstyret til mange forskellige ting på gården:

lTipvognen hjælper til, når de skal hente kartofler, hø, grene og nedfalden frugt.

lBrakpudseren bruger parret som slåmaskine, og når engene skal pudses. Da den har påmonterede tvillinghjul, er det især i våde områder, de har gavn af den.

lSprøjten bruger de udelukkende til at vande fårene med. Oprindelig er den beregnet til sprøjtegift, men det har aldrig været John Andersen og Dorthe Wagners hensigt.

lTvillinghjul bruger parret for at undgå at synke ned i den bløde og våde jord.

Det eneste udstyr, Dorthe Wagner savner, er en gammeldags høvender til trepunktsophæng, som ikke kræver strøm. Det prøver hun nu at skaffe, men det er endnu ikke lykkedes for hende.

aro

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: