Kastanietræet her er målt til at være det største i Norderuropa.
Nordeuropas største kastanietræ står i haven hos ægteparret Inger og Bent Hansen i Lørup på Fyn. Det er mægtigt og utroligt imponerende både i højde og drøjde. Kastanietræet måler 5,5 m. i omkreds.
Her i efteråret, da jeg besøgte haven med de begyndende smukke efterårsfarver, var der masser af nedfaldne kastanier, som en friskole i nærheden hvert år nyder godt. Kastanierne kan bruges til fremstilling af masser af fantasidyr.
En forhenværende skovfoged, fra den nærliggende herregaard Krumstrup, har tidligere skønnet at kastanietræet er omkring 250 år gammelt.
Det skygger noget for stuehuset og køkkenhaven, giver en masse arbejde med nedfaldne blade og ikke mindst kastanier i massevis. Men fældes, skal det bestemt ikke, siger Inger og Bent samstemmende.
»Vi er så glade for vores dejlige store træ, at det virkelig ville være en skam at fælde det. Vi har altid været vant til at træet er der og det danner skygge. På varme sommerdage som sidste år, var det at kunne krybe i skyggen dejlig svalt. I år har vi dog ikke haft så mange dage, hvor der har været behov for skygge«.
Liv i træet
Fuglekasser har fundet blivende steder i træet, så her opfostres hvert år en mængde nye små beboere, som er med til at skabe et vældigt liv i havens øverste luftlag.
På Tadre Mølle på Sjælland har man tidligere ment, at Nordens største kastanietræ stod. Men ved en måling af omkredsene af begge træer, har Tadre Mølles kastanietræ måttet bøje sig for overmagten.
Det er ikke lige meget, hvor på træet der måles, så det blev besluttet at målingen skulle foregå 75 cm oppe på træet. Træet på Sjælland målte dengang 4,80 m og det Fynske målte 5,40 m. Altså en væsentlig forskel i omkredsen. Det er nogle år siden, målingen foregik, og træet hos Inger og Bent er siden vokset yderlige 10 cm i omkreds.
Gården Langholm har tidligere tilhørt Morten Korchs oldefar, har Inger og Bent fået at vide via en journalist. Ægteparret overtog gården for 28 år siden. Bent er tredje generation på Langholm. Inger og Bent har tre børn. En søn bor endnu hjemme. Måske bliver der en fjerde generation på gården.
Gården er på 70 tdr. hvoraf tre er skov.
Inger og Bent drev landbruget med den røde kvægrace, 40 malkekøer plus opdræt og 300 grise i svinestalden. Et ret så typisk landbrug for blot få år siden. For fire år siden kom dyrene væk, og Bent gik på efterløn. Jord og bygninger blev forpagtet ud.
Parret vil gerne blive boende på gården mange år endnu. Begge er nu på efterløn og har nu fået mere tid og overskud til haven.
Her er en dejlig stor sø blevet centrum. En masse nye tiltag, er det blevet til. Der er bygget det herligste havebjælkehus med en sød udendørs terrasse og udsigt over søen, hvor en utrolig masse guldfisk boltrer sig.
Ved foden af kastanietræet og gavlen af stuehuset, er skabt en dejlig opholdsplads med gode siddepladser og mulighed for at grille. Igen med udsigt ud over vandet.
På den anden side af søen er der plantet en mængde frugttræer. En hel plantage med 65 træer. Både æbler og pærer.
Men perlen i det hele er og bliver kastanietræet, er begge enige om.
Inger og Bent Hansen ved deres 250 år gamle kastanietræ.