Penge til Østjysk Madkultur
Østjysk Madkultur er en ny forening der er med i netværket Smagen af Danmark. Den kan blandt andet være med til at støtte udviklingen af gårdbutikker og lokal fødevareproduktion.
Den nystiftede forening "Østjysk Madkultur", som er et netværk for mindre fødevareproducenter, er kommet godt fra start. Den har nemlig fået tilsagn fra Fødevareministeriet om 226.000 kr. i landdistriktsmidler til det videre arbejde. Foreningen har desuden fået 25.000 kr. fra Århus Amts Landboforenings Fond.
"Med tilskuddet vil foreningen kunne sætte gang i en række aktiviteter for medlemmer og østjyske forbrugere med henblik på gourmetmad-initiativer, turistfremstød og events. Østjysk Madkultur har også planer om kurser, ERFA-grupper og andre initiativer, som kan give inspiration til medlemmerne," oplyser Knud Tybirk, der er rådgiver på landdistriktsområdet for LRØ og andre rådgivningsselskaber og foreninger i det østjyske område.
Inge Kunz, Sdr. Vissing, er blevet formand for Østjysk Madkultur, der er et af mange lokale fødevarenetværk, som hører under paraplyorganisationen "Smagen af Danmark". Initiativet til dannelse af Østjysk Madkultur er kommet fra Regionsudvalget for Deltidslandmænd i Den østjyske Fælleslandboforening i samarbejde med en række øvrige landboorganisationer i det østjyske område.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: