Personlig hjemmeside for deltidslandmænd
Lav din egen personlige platform med alle de links du jævnligt bruger - og få samtidig alle relevante oplysninger målrettet deltidslandmænd
Af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
Tlf. 33394753

Foto: Jens Tønnesen.
Deltidslandmand Jan Kjær Madsen driver 170 ha fordelt på 130 hektar skov, 10 hektar juletræer og pyntegrønt, 20 hektar landbrugsjord og 10 hektar natur. Desuden planlægger han at få kødkvæg inden for et par år. Derudover arbejder han fuldtids på Landscentret i Skejby som landdistriktschef.
Er du deltidslandmand og står og savner en startside på din computer, hvor du kan samle alle de hjemmesider, du jævnligt besøger - og samtidig få nyttige informationer om, hvad der er værd at vide for deltidslandmænd?
Så fat mod. I sommer åbnede der nemlig en ny fane på www.landmand.dk, der hedder deltid. Du kan finde den på www.landmand.dk/deltid. Her kan du oprette din egen personlige profil og lægge alle de links til alverdens hjemmesider ind, som du har lyst til. Og samtidig blive opdateret på relevant fagligt stof for deltidslandmænd.
Land & Liv har spurgt deltidslandmand Jan Kjær Madsen fra Djursland - som har haft sin personlige platform på hjemmesiden siden starten - hvad han får ud af det.
Samlet billede
»Først og fremmest bruger jeg www.landmand.dk/deltid til at holde mig opdateret dagligt. Man kan have mange vinduer på samme side, og det er rigtig godt. Og så bruger jeg ofte den lokale to-døgns vejrfilm. Bokse med nyheder og finansnyheder har jeg selv lagt ind. Jeg er nok mest glad for, at det er muligt at samle alle de hjemmesider og links, jeg bruger mest på en enkelt platform«, fremhæver Jan Kjær Madsen.
Han følger også med i økonomi- og skattesager af betydning for landmænd og deltidslandmænd, og bruger også jævnligt LandbrugsInfo og Direktoratets for FødevareErhvervs hjemmeside, hvor information og nyt om love, regler og tilskudsmuligheder er let at finde rundt i.
»Det er dejlig let med et samlet billede af nyheder fra hele landbruget - og fra resten af verden. Jeg tjekker nyheder på min side cirka hver anden dag«, siger han.
Det koster ikke noget at lave sin egen side, men der kan være begrænset adgang til nogle oplysninger, hvis man ikke er medlem af en landbo- eller familiebrugsforening. Det oplyser Dorte Marcussen, som er markedschef for deltidsområdet på Landscentret i Skejby. Bag www.landmand.dk står Dansk Landbrug (www.dansklandbrug.dk), Danske Landbrugsmedier (www.landbrugsavisen.dk) og Dansk Landbrugsrådgivning (www.dlbr.dk).
www.landmand.dk/deltid
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: