Sønderjysk kaffebord - mine trængsler med sønderjyske kaffeborde af Siegfried Lenz. Illustreret af Kirsten Reinhold. Oversat fra tysk af Jacob Jonia. Forlaget Hovedland. Pris 129 kr.
Det store kaffe-kagebord i sønderjysk udgave - og højt smørrebrød.
Det er hvad en befolkning af grødspisere og svineavlere har kunnet bidrage med på et atlas over den gastronomiske verdenskulturarv, mener museumsdirektør Inge Adriansen, Sønderborg Museum.
I dette efterår er det sønderjyske kaffebord emnet for en særudstilling på Koldinghus. I bogen "Sønderjysk kaffebord", som netop er udkommet på Forlaget Hovedland, giver Inge Adriansen den historiske baggrund for de overdådige sønderjyske kageserveringer.
"Det sønderjyske kaffebord blev som begreb udviklet i slutningen af 1800-tallet, hvor Sønderjylland var under tysk styre. Landsdelens dansksindede byggede forsamlingshuse til møder og foredrag, og da de tyske myndigheder ikke ville give alkoholbevillinger til disse danske mødesteder, var serveringen ikke øl og punch, men kaffe og kager. De blev medbragt af mødedeltagerne, og der opstod hurtigt en heftig kappestrid mellem kvinderne om at bage, både bedst og mest.
Ved forsamlingshusmøderne gik det hele op i en smuk harmoni - de danske fædrelandssange, den sønderjyske kampgejst, de oplivende foredrag og det store kaffebord," skriver Inge Adriansen.
Siden - efter genforeningen i 1920 - blev kaffebordene mere private og suppleret med en udbredt "nøden", der kan tage pippet fra enhver, som vil være høflig over for værtinden. Og det var et sådant kaffebord, den tyske forfatter Siegfried Lenz uforberedt stødte ind i en aften på Als - i nyere tid.
Næsten ved skæbnens ironi er det nemlig en tysk forfatter der har bragt kagebordet ind i verdenslitteraturen. Det er Siegfried Lenz' 20 år gamle fortælling om sine trængsler ved det sønderjyske kaffebord, der nu er blevet oversat til dansk og udgivet som en "coffeetable-book" med lækre illustrationer af Kirsten Reinhold. Der er ikke en opskrift i bogen, men derimod en kulinarisk beskrivelse der både får mundvandet til at løbe og overmætheden til at indfinde sig.
"Siegfried Lenz tabte allerede i det sidste år under besættelsen sit hjerte til Danmark. Han deserterede og kom til Næstved. Mange år senere tilbragte han gennem 30 år det meste af sin fritid på Als. I dag opholder han sig meget af tiden på Sydfyn hos en god veninde," fortæller Steen Piper fra Forlaget Hovedland, der har udgivet bogen "Sønderjysk kaffebord".