Træerne har fået flotte efterårsfarver.
Ja, så er det igen ved den tid, hvor det hele ligesom går i dvale. Efteråret har længe sat sit præg på naturen. Smukke og farvestrålende blade, men ak og ve også en mængde nedfaldne blade, der giver rivearbejde. Men det hører nu engang årstiden til.
Stauderne er dem, der tager mest tid med at få vinterklargjort. Hvert år er der nogle, der er blevet for store og tager magten fra de andre. Dejligt når det er frodigt, men også træls, hvis der som her i min have er nogle hvide anemoner, der har fået overmagten.
Så en beslutning, der er modnet igennem de sidste par år, førte til, at en del af bedet næsten er blevet ryddet. En meget smuk anemone, jeg fik for år tilbage, er specielt svær at styre. Jeg har nu forsøgt at grave den op, men ved også, at der vil dukke flere nye op til foråret, trods alt mit arbejde nu. Selv den mindste lille stump rod kan blive til en frodighed af nye hvide anemoner.
Alt det opgravede er nu kørt ud i nogle af læbælterne. Her må anemonerne gerne etablere sig.
Jeg vil ikke plante nye blomster i staudebedet før til foråret, når jeg kan få renset bedet helt igen.
De store lyserøde høstanemoner har det også med at brede sig, men er dog trods alt nemmere at styre. Dem holder jeg meget af, da de stammer fra mit barndomshjem.
Tid for nye ideer
Ja, jeg har det nok som de fleste, at nye ideer kommer i løbet af sommeren. Men det er her i efterårsmånederne, de skal bringes til udførelse.
også den andel af staudebedet har måttet stå model til nye indslag. Raketblomsterne, der ikke helt holdt til sidste års fugtige vinter, er nu igen blevet til hele rækker. De overlevende har i løbet af sommeren vokset sig så store, at de nu nemt kan deles.
Andre stauder er flyttet til nye steder i haven for at give plads til nyt i bedet. Blandt andet vinterhårdføre fuchsiaer. De har lang blomstringstid og dejlige farver. Lyng vil jeg også gerne have nogle flere af. De er utroligt flotte og kan blomstre over mange måneder. En bestående have kan på mange måder fornyes og få et helt andet udseende.
Sten i haven
Jeg elsker sten i alle størrelser og udgaver. Men for at stenene vedblivende skal være pæne og komme til deres ret, ja så skal nogle af dem ind imellem sættes om eller rettes op.
Jeg har tit undret mig over alle de sten på markerne, der vedblivende dukker op oven på jorden, mens dem vi har i haven har det med at krybe nedad.
Men når der plantes om i bedene. og vi arbejder med jorden, så spildes der også jord omkring stenene. Hvert år kommer vi sand på alle havegangene, så det ene med det andet gør sit til, at stenene næsten vokser nedad.
Flot og frodig
Jeg gik en lille runde i haven og tog nogle billeder af blomster, buske og træer.
Der står hyben med masser af frugter, som fuglene er ved at gøre indhug i, og benved hvor bladene luer i solen. Andre buske har et væld af små frugter, orange og røde, eller smukke lilla glasbær. Der står vinterasters i mange farver og ingefær med smukke stængler med orange bær og brogede blade er igen ved at dukke frem. Bladene holder vinteren over og er fine at tage ind til dekorationer i vintermånederne. Vergeliaen blomstrer næsten på fuld kraft for anden gang i år. Jeg kunne nævne meget andet, men billederne, taler næsten for sig selv.
Gule asters lyser op.
Lilla glasbær.
Røde bær som glæder fuglene.