Det starter med, at fårene står ude i haven. Min kloge kone opdager det, da hun, efter at være stået op, trækker gardinerne fra for at kontrollere, at vejret nu også er rigtigt weekendvejr.
Egentlig burde jeg ikke være så overrasket. De sidste 14 dage har dyrene gået på en mark, hvor der ikke er strøm i hegnet. Utallige gange har jeg mindet mig selv om, at nu skulle det også laves. Men dyrene blev jo ved at gå på marken, og jeg havde egentlig også så meget andet ...
I undertrøje og gamle cowboybukser bliver jeg sendt ud for at jage de dumme dyr tilbage på deres fold. De ved godt, at de er ude på unoder, for da jeg løber efter dem, spæner de selv om på den rigtige mark, hvor det ikke er manglende strøm, men en låge de har fået åbnet, der er årsagen til deres udflugt.
"Sådan skal får opdrages," praler jeg, da vi om aftenen sidder bænket hos gode venner, der spenderer nyskudt gråand og hyggeligt selskab på os.
"Jeg behøver ikke en gang at have en spand korn med for at få dem til at lystre," fortsætter jeg mit praleri.
I mit stille sind har jeg besluttet, at jeg næste dag for alvor skal have lavet det hegn. Ikke flere foreløbige løsninger, lover jeg mig selv.
Søndag morgen står vi op til nøjagtig samme udsigt: Får der græsser havens velgødede plænegræs.
"Nej, nu tager de også af min forsythia," udbryder min kloge kone vredt.
Iført endnu mindre tøj, end jeg havde på morgenen før, ræser hun ud på terrassen. Hun stamper i brædderne og råber ophidset: "Kan I SÅ gå hjem. NU, siger jeg!"
"Nu har jeg jaget dem ud af haven," melder hun sejrsstolt, da hun kommer tilbage til den lune ægteseng. Selv bliver jeg sendt ud for at tage mig af dyrene.
De er umulige at finde. Jeg kan helt enkelt ikke se dem på nogle af de marker, hvor de ellers plejer at søge hen. Først da jeg kommer helt hen til vores egen mark, ser jeg flokken stå inden for det åbnede led. De har fri adgang til alle mulige lækre græsmarker, men de tør helt enkelt ikke gå derud efter den omgang skældud.
Resten af søndagen er der dømt hegnsarbejde.
Jeg havde ellers forestillet mig noget med hyggelig familietur i skoven, en lille cykeltur, bagerens hjemmebagte til eftermiddagskaffen og måske en god bog.
I stedet får jeg lov at bruge dagen under en åben himmel, der bliver højere og højere. En flok på 500 - 600 gæs trækker mod nordvest og forstyrres kun lidt af et par jægere, der skyder på alt for lang afstand, en spurvehøg suser lige over mit hoved i jagten på en enlig stær, sangsvanerne kan man høre nede i bugten, og jeg tager mig i at sige til mig selv, at "hvad har vi da gjort, at vi skal have det så godt?"
Beslutter, at denne gang skal der ikke være nogen halve løsninger og starter med at skifte to pæle til et led, som jeg i sin tid fik lavet for lille. Det tager det meste af formiddagen at bore stokkene ned gennem laget af gamle mursten fra det nedlagte teglværk, vores forfædre drev på stedet, at lave jordledning under leddet, at forbinde og afprøve.
"Men det er nu rart at lave tingene ordentligt," betror jeg min kloge kone, da vi spiser sen frokost, og hun nikker.
"Der er også noget andet, du skal huske," minder hun mig om, og jeg må indrømme, at jeg ligner et spørgsmålstegn.
"Vi skal øve os. Du ved, det med at gøre tingene ordentligt."
Og - nå ja, der skal være juleafslutning på danseholdet, og der er nogle grundtrin og kombinationer, der ikke helt er gået op for os (mig) endnu. Problemet er pladsen: Vi har ikke et rum, der er stort nok til engelsk vals. I stedet tømmer jeg garagen for traktor og biler, rykker computeren derned, så vi kan spille vores danseplade, hvorefter vi lægger ud med cha-cha-cha.
I et glimt synes vi, at vi ser et ansigt uden for vinduet, men det kan vel ikke passe?
Og den sidste del af fårenes indhegning?
Jo, jeg lavede en foreløbig løsning!