Log på Forside
 
Juleblomster til stuen og foder til fuglene
BLOMSTERLAGKAGE. Jeg fik en meget smuk blomsterlagkage til min fødselsdag for nylig. Den var lavet af hvide blomster, vedbendblade og grønne druer. På afstand ligner den en meget flot flødeskumslagkage, men er dog kun en skueret. Jeg bringer billedet her, så andre kan få glæde af den også og måske selv fremstille sådan en lidt anderledes blomstergave. Den, jeg fik, blev beundret utrolig meget.

Længe har vi været forvænte med et alsidigt udvalg af blomster, stauder, grene med bær og frugter i haven og læbælterne. Det har en periode med frost sat en stopper for.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. I blomsterforretninger, gartnerier og supermarkeder bugner det med potteplanter i alle mulige varme farver. Et smukt syn med de lange, tætte rækker af alpevioler, julestjerner, azaleaer, julebegonier, advents- og julekaktusser. Alle de dejlige juleblomster, vi holder af og forbinder med den tilstundende jul.

Alpevioler udendørs

Alpeviolerne, ranke og flotte i mange farver og nuancer. Mit blik faldt især på nogle meget smukke stribede af slagsen, hvor der stod på et skilt, at de var gode til krukker også til udendørsbrug.

Det måtte jeg høre lidt nærmere om hos en af de ansatte. Harlekin hed denne nye type, og den skulle være robust nok til at klare sig udendørs, også ved lettere frost, men dog ikke hvis frosten for alvor sætter ind.

Ganske vist holder en alpeviol længst, hvis den ikke står alt for varmt indendørs, men der er alligevel stor forskel på at plante udendørs, nu, hvor vi har meget varierende kuldegrader, og inde i tempererede stuer.

Jeg har en alpeviol i havestuen fra sidste år. Den har faktisk blomstret med få blomster hele tiden siden sidste jul, selv i sommervarmen indendørs i havestuen.

Azalea fås som regel hele året rundt, men alligevel er det specielt en meget populær potteplante til jul. De fås hvide, røde, lyserøde og cyklamen. Det kan være svært at vælge. Alle er de smukke og indbydende og lige til at tage med hjem.

Julebegonien er yndig, fin og for det meste i lyserøde farver, men også i næsten hvidt. Den har masser af små blomster og blomstrer flittigt utroligt længe, blot vi husker til stadighed at nippe de visne blomster af. Den er som regel ret holdbar og nem at passe, men må som de fleste andre juleblomster helst ikke tørre ud.

Adventskaktus. Hvert år dukker nye varianter op. En smuk plante mens den blomstrer, men den kan med årene blive meget velvoksen. Det gode ved denne form for kaktusser er, at de ikke har de stikkende torne som mange andre kaktusplanter.

Jeg har altid holdt meget af kaktus, men holder mig nu mest til dem der ikke stikker. Tornene kan være svære at fjerne og kan give bulne fingre. Jeg havde en del år en Nattens dronning. Hvor var den smuk, når den blomstrede, og den duftede fantastisk. Men jeg blev altså til sidst træt af altid at være uheldig at stikke mig på den, når den skulle passes og / eller flyttes.

Husk fuglene

Det er også nu, at vi må huske fuglene og sætte foder ud i fuglehusene. Æbler, brød, solsikkekerner, fuglefrø eller fuglebolde osv.

Meget vil fuglene være taknemlige for. En meget varierende flok vil hurtigt tage godt for sig, når der først bliver serveret. Der er endnu masser af små æbler på paradistræerne her i min have. Det er især solsortene, der i øjeblikket mæsker sig her.

Jeg elsker netop denne type træer. Smukke i blomstringstiden og hvert år med et væld af små æbler, som fuglene så senere kan nyde godt af. Så på denne måde er det både pryd- og nyttetræer.

Fasaner i læbæltet.

De lidt større vilde fugle som for eksempel fasaner færdes ofte i læbæltet og haven. Vi har plantet mange typer træer og buske med bær og frugter, netop for at der skal være noget til fuglene.

Det lyder så hyggeligt, når vi kan høre fasanerne skogre et eller andet sted i nærheden af, hvor vi færdes. For nylig så vi til vores store glæde seks agerhøns. Dem har vi ellers ikke set eller hørt noget til i en del år. Det er dejligt, hvis de er ved at vende tilbage igen her til egnen.

Række efter række med alpevioler.
Lys julestjerne.
Pyntelige kålblomster.
BROGET JULESTJERNE. Julestjerner i varme røde farver er de første, jeg får øje på. Men der er også lyserøde, hvide, brogede, plettede og stribede. Alle er de smukke som de står på bordene og venter på at komme hjem i stuerne og skabe julestemning.
Juletræ i hvidt og gyldent.
Stribet alpeviol.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: