I 2008 er det 200 år siden, Napoleon sendte omkring 14.000 spanske hjælpetropper til Danmark. Tropperne, der skulle indgå i en planlagt dansk/fransk invasion af Sverige, blev indkvarteret rundt om i landet. Efter godt et halvt år i Danmark gjorde de spanske tropper oprør, hvorefter størsteparten med engelsk hjælp vendte hjem til Spanien.
En del af dem nåede at komme i nærkontakt med danske piger og efterlod sig børn i Danmark, hvis efterkommere stadig mindes historier om de sydeuropæiske soldater og deres gøren og laden. Det var eksempelvis gennem "spaniolerne", at vi i Danmark lærte cigaretter, hvidløg og guitarmusik at kende.
I forbindelse med projektet "Da spaniolerne kom - et kulturmøde i 1808" efterlyser
Holbæk Museum personer, der kan dokumentere, at de har spanske aner (spanske soldater på ophold i Danmark i 1808) eller har familiehistorier om det samme.
"Da spaniolerne kom" er et samarbejdsprojekt mellem fire kulturhistoriske museer: Roskilde Museum, Museet på Koldinghus, Langelands Museum og Holbæk Museum. Det resulterer i en bogudgivelse og en vandreudstilling, der vises på alle fire museer i 2008.
Knabstrupper
Holbæk Museum beskæftiger sig med soldaternes spanske baggrund og deres eventuelle efterkommere i Danmark samt historien om "knabstrupperhesten" og de spanske ridedyr.
"Mødet mellem danskere og spaniere i 1808 er et godt historisk eksempel på et kulturmøde mellem en dansk og en sydeuropæisk mentalitet. Det gav anledning til et væld af folkelige myter, der stadig trives. Anekdoter og talemåder om de såkaldte "spaniolere" findes stadig lokalt, og der findes mange beretninger og forestillinger om, hvordan mørke øjne og livligt temperament er kommet ind i de danske familier.
Skriv om din families historie! Vi søger at tage de mange familiehistorier alvorligt, og samtidig at sætte dem ind i en kulturhistorisk sammenhæng," opfordrer museumsinspektør Eskil Vagn Olsen og museumsleder Lene Floris, Holbæk Museum.
Foga
Museumsinspektør Eskil Vagn Olsen eller museumsleder Lene Floris, Holbæk Museum, kan kontaktes på tlf. 59 43 23