Log på Forside
 
Unge Kjeld med de gamle dyr
25-årige Kjeld Graversens har et væld af forskellige husdyr af gamle racer.
Foto: Jens Tønnesen.
Kjeld Graversen har rigtig meget fjerkræ. Udover de gamle danske racer også en del udenlandske gamle racer, da avlerne hjælper hinanden på tværs af grænserne. Plus meget prydfjerkræ, som han har med på udstillinger. Denne røde parykdue blev også kaldt for dannebrogsduen i det sønderjydske, da området før 1920 var under tysk herredømme, og det danske flag var forbudt. Men så brugte man duen i stedet.

"Ældre landmænd få julelys i øjnene, når de ser vores gamle, danske husdyrracer og mindes deres unge dage. Det er det hele værd". Så uselvisk svarer 25-årige Kjeld Graversen fra Røgind uden for Ringkøbing på spørgsmålet om, hvorfor han bruger al sin fritid på gamle danske husdyrracer.

Hans bevaringsværdige besætning huser tre jyske heste og en nordbakke, 65 kreaturer fordelt på fem gamle kvægracer, to typer gamle landracesvin med det ekstra ribben (sortbroget og hvid), de gamle klitfår eller landfår, danske landracegeder, 300 høns fordelt på 55 racer hvoraf de 22 er danske racer, 23 dueracer, danske landgæs i to farver, danske landænder i tre farver, bronchekalkuner, en gammel dansk spidshund, og de typiske danske landkaniner, der er hvide med røde øjne.

Dyr og historie

Kjeld Graversen har altid været vild med dyr og gamle historiske ting. Allerede som barn opholdt sig en del på de lokale landbomuseer. Så det var oplagt at kombinere de to ting i arbejdet med de gamle, danske husdyrracer.

Det var lidt af et tilfælde, at de første gamle husdyr i 1999 havnede hos ham og hans familie. Det skete, fordi nogle slægtninge ville afhænde deres bevaringsværdige besætning. Siden har interessen for de gamle racer grebet om sig. I dag afgræsser familiens dyr endda museets 15 hektar eng i sommerhalvåret, så besøgende kan gå rundt og se de gamle husdyrracer i deres rette element.

"Jeg mangler kun brune bier, nogle hunderacer og knabstruppere og frederiksborgere af arbejdshesttypen for at have alle de bevaringsværdige gamle husdyrracer", siger den unge dyreentusiast.

Ingen penge i det

Kjeld Graversen har dog ikke planer om at udvide yderligere.

"Vi er på det stadie, vi ønsker", siger han med et smil. Det store dyrehold har han kun for fornøjelsens skyld. Der er ingen penge i det, selvom han får et tilskud pr. avlsdyr, og også sælger en del dyr. Tværtimod.

"Det er derfor, vi går på arbejde. For at have råd til vores mange forskellige dyr", siger han.

Kjeld Graversen bor og har alle dyrene på forældrenes gård, Enggaard. Han ejer de fleste af dyrene, men forældrene har to tredjedele af kvæget og alle kaninerne - som hans lillesøster står for. Så hele familien er dybt involveret i arbejdet med de gamle husdyrracer.

Kjeld Graversen er oprindelig uddannet slagter, men arbejdstiderne var for svære at få til at harmonere med de mange dyr. I dag er han fuldtidsansat graver med fleksible arbejdstider.

Han bruger mindst to en halv time hver morgen og hver aften på at passe dyrene. Og ikke mindst i sommerhalvåret skal han holde tungen lige i munden for at få fordelingen af de mange hingste, væddere, gedebukke og tyre på hver deres fold til at gå op. Noget af et puslespil.

Samtidig bruger han og faderen en almindelig sortbroget malkeko som rugemor for 40 år gammelt nedfrosset sæd fra SDM 1965 og RDM 1970. Kjeld Graversen har også en rugemaskine til at ruge æg ud fra nogle af sine mange fjerkræ.

Læs mere om Kjeld Graversen og de gamle husdyrracer på side 8

De gamle danske landgæs fås i to farver og pynter i landskabet - og på ethvert julebord.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: