"I 1950 ville de fleste landmænd, der var ejere af almindelige gårde, kunne beskrives og analyseres med begreberne fra den selverhvervende livsform.

Man stod sammen om en produktionsenhed, idet virksomheden eller gården blev drevet for at opretholde og udvikle familiens eksistensgrundlag og status som selverhvervende.

Gården var et middel, der samtidig var sit eget mål. Boligen var kun en fysisk del af virksomheden, og måtte familien dreje nøglen om, var det ikke kun arbejde, men også boligen, der stod på spil.

I den traditionelle landbrugsbedriftsform er aktørerne aldrig fri for arbejde, og de bliver aldrig sat til det. Man sætter derimod sig selv i gang og er engageret i indholdet, hvilket er selve kernen i det at drive landbrug. Man har ansvaret for virksomhedens drift og forventes at have evne til at klare sig - om det så går godt eller skidt. Det er frihed.

Når arbejdet bliver for presset, eller der sker uheld, trækker man på slægt og naboer eller anden pålidelig støtte, der er villig til at springe til, når det kniber.

Dette netværk er af største betydning for at sikre en effektiv udnyttelse af produktionsapparatet. Herigennem skaffer man sig billig medhjælp, låner en maskine eller får informationer og gode råd.

Men selvfølgelig forpligter det også den enkelte til at gøre gengæld, når andre har behov."

Uddrag fra Hanne Christensens artikel Landboliv 1950-2000 - kontinuitet eller brud? En historisk-etnologisk punktundersøgelse af fire midtsønderjyske gårde.