
Foto: Jens Tønnesen
Hvordan man bruger sin bank spiller en stor rolle for moderne landmænd.
Før i tiden var landbrug især noget med at gøre rent ved dyrene, siger en vestjysk landmand anno 2004.
"I dag er det noget helt andet, helt andet. I dag handler det om at kurssikre lånet."
En anden landmand sætter før og nu op mod hinanden på denne måde:
"Man blev mere nedslidt ved det gammeldags landbrug rent arbejdsmæssigt, men mentalt, oppe i hovedet, var det hyggeligere. Det var nemmere at overskue. Jo flere enheder, jo mere skal man bruge hovedet."
En tredje slår fast om sit erhverv: "Det er en livsstil. Det er ikke bare et arbejde at være landmand."
Aldrig arbejdsfri
21 sydvestjyske landmænd bidrog i 2004 med deres faglige og personlige syn på landbruget i dag i en undersøgelse, som en gruppe historiestuderende fra Syddansk Universitet i Esbjerg gennemførte. Blandt de medvirkende var der både fuldtids- og deltidslandmænd, mælkeproducenter og svineproducenter, planteavlere og frugtavlere, nogen med kviepension og dambrug, konventionelle landmænd og økologiske landmænd, udearbejdende og hjemmearbejdende ægtefæller samt to hollandske familier, der driver landbrug i Danmark.
Her nogle flere klip fra Lone Jeppesens og Flemming Justs artikel "Livet som landmand anno 2004" , som er med i Landbohistorisk Tidskrifts temahæfte "Landboliv igennem 50 år" :
"Det er lidt svært at skelne mellem arbejdstid og arbejdsfri. Mange af de ting en almindelig lønmodtager foretager sig i fritiden - rense tagrender, male, havearbejde og så videre - laver vi i arbejdstiden, så det er svært at dele det op. Vores ansatte har en almindelig arbejdsuge på 37 timer."
"Jamen, der er da utroligt mange fordele ved at være landmand. Du bestemmer selv. Hvis ellers du kan få bedriften til at køre økonomisk, så er du utroligt uafhængig af andre. Jeg kan jo gøre næsten, hvad jeg har lyst til med penge og tid. Så du er meget uafhængig. Men tit er det jo svært at få den frihed, som man ved, andre kan have i weekender og fem ugers ferie. Det er da ikke noget, som vi kan have, selv om jeg synes, vi er gode til at holde ferie.
Det er de ting, som jeg somme tider tænker over: Nej, det ville nu være rart ikke at skulle tænke på noget, men det er ikke tit, da jeg jo er så glad for jobbet. Så vender jeg det lige om og tænker på de gode tider, jeg har her."