Når taget skal skiftes, er der en oplagt lejlighed til at få efterisoleret og opnå store besparelser.
Vi bruger i gennemsnit 15 liter olie pr. kvm til opvarmning af vore huse. Nogle bruger meget mere. Nye huse må kun bruge 5,5 liter.
Om 10 år må nye huse måske kun bruge tre liter pr. kvm. Vi kan se frem til at spare rigtig meget til opvarmning af vore huse. Men altså først om 100 år. Så lang tid tager det nemlig, før alle vore gamle huse er revet ned og erstattet af nye, energibesparende huse.
Men vi skal have nedsat energiforbruget meget hurtigere. Derfor bliver vi nødt til gøre noget ved de eksisterende huse. Mange ældre huse har ganske vist fået hulmursisolering. Men der er stadig mulighed for at energiforbedre langt de fleste huse, der er opført i 60'erne og 70'erne eller tidligere, og opnå gode besparelser. I mange tilfælde vil investeringen være tjent hjem på få år.
Rockwool har i samarbejde med en familie i Næstved foretaget en energirenovering af et parcelhus fra 1972 i dårlig stand. Man forventer at reducere det samlede energiforbrug i huset (el, naturgas og brænde) til en tredjedel, således at familien kan spare 20.000 kr. om året til energi. Der er foretaget fem typer af energiforbedringer:
- Facade, fundament og loft er blevet efterisoleret.
- Dele af taget er renoveret.
- Vinduer og udvendige døre er renoveret og udskiftet.
- Gasfyret er udskiftet.
- Der er installeret et ventilationsanlæg med varmegenvinding.
Du kan læse mere om, hvad der er gjort ved huset på Rockwools hjemmeside. Her vil du også kunne se, om forventningerne bliver opfyldt.
Ombygning
Det vil især være oplagt at foretage energiforbedringer i forbindelse med en planlagt ombygning. Skal du for eksempel have skiftet taget, er der ligefrem krav om at det nye tag skal leve op til de nye energikrav. Der skal være mindst 250 mm isolering under taget eller på loftet.
Har du et hus fra 70'erne eller ældre, vil du sikkert også kunne opnå gode besparelser ved at efterisolere, skifte vinduer og døre eller udskifte fyret.
På www.energitjenesten.dk er der for tiden sat fokus på efterisolering med en række forslag til energiforbedringer. Der er faktaark om isolering samt links til interessante hjemmesider om energirenovering.
På www.rockwool.dk og www.isover.dk kan du selv beregne, hvor meget du kan spare ved at foretage forskellige former for efterisolering. Du kan dog også ringe eller maile til Energitjenesten på 30 333 777 - og få gode idéer til efterisolering.